Kilde: socialpædagogen
Omkring en fjerdedel af anbringelser af unge uden for hjemmet bryder sammen kort tid efter, at de er etableret. Enten fordi den unge forlader anbringelsesstedet eller fordi anbringelsesstedet må give op. Derudover oplever 15 pct. andre former for ustabilitet som fx planlagte skift i anbringelsen. Det konkluderer Socialforskningsinstituttet, SFI – Det Nationale Forskningscenter for velfærd
I en pressemeddelelse fra den 9. oktober 2007 opsummerer SFI undersøgelsen således:
41 pct. af de unge, der anbringes hos plejefamilier, i døgnpleje eller på socialpædagogiske opholdssteder får ikke den stabilitet i deres omsorgsmiljø, som er hensigten med en anbringelse. Deres anbringelse afbrydes inden for de første 15 måneder.
Det viser den første dataindsamling fra SFI’s forløbsundersøgelse af 227 13-17-årige, der blev anbragt i 2004. Forskerne har undersøgt en lang række faktorer knyttet til den unge, de biologiske forældre, anbringelsesstedet og sagsbehandlingen for at se, hvad der kan betyde, at en anbringelse bryder sammen.
Sagsbehandlerskift øger risikoen for sammenbrud
Den eneste faktor i sagsbehandlingen, der klart mindsker risikoen for sammenbrud i anbringelsen, er, at det er den samme sagsbehandler, der har taget sig af hele anbringelsesforløbet. Det er ikke afgørende, om fx den unge selv har taget initiativ til anbringelsen. Når den unge selv er enig i at anbringelse er en løsning, giver det færre skift i anbringelsessted. Tidligere anbringelser og forebyggende tiltag før anbringelsen påvirker ikke sandsynligheden for sammenbrud.
Økonomiske begrænsninger i kommunen øger risikoen for sammenbrud
Unge fra kommuner, der har svært ved at finde optimale anbringelsessteder på grund af økonomiske begrænsninger, har signifikant højere sandsynlighed for at opleve sammenbrud i anbringelsen. Til gengæld øger vanskeligheder ved at finde optimale anbringelsessteder på grund af ringe udbud ikke risikoen for sammenbrud.
Følelsesmæssige problemer hos den unge øger risikoen for sammenbrud
Kun ganske få faktorer hos den unge lader til at spille ind på, om en anbringelse bliver stabil. Fx har køn, alder og etnisk oprindelse ingen signifikant betydning. Det samme gælder den unges evt. adfærdsproblemer. Det eneste hos den unge, der lader til at øge risikoen for sammenbrud, er når den unge ifølge sagsbehandleren har følelsesmæssige problemer.
Faktorer hos forældrene – demografiske, socioøkonomiske og psykosociale – har ingen betydning for, om en anbringelse bryder sammen. Og det har de forskellige anbringelsesformer – døgninstitution, familiepleje eller socialpædagogiske opholdssteder – heller ikke.
Den første dataindsamling er fra 2005, hvor et spørgeskema blev sendt ud til de unges 169 sagsbehandlere. Den giver oplysninger om de unges og forældrenes sociale og demografiske baggrundsforhold, deres problemprofil og -tyngde og alle skift i omsorgsmiljø, som de unge har været igennem i de første 15 måneder af anbringelsen. De unge følges frem til 2008.
Søgeord der har fundet denne side:
Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk: