Kommentarer til: Paragraf 54 støtte/kontaktperson

Af: Mette

Mette — Tue, 01 Dec 2009 13:24:59 +0000

Kære Jens

Jeg er journalist, og sammen med en kollega beskæftiger vi os netop lige nu med forældre til anbragte børn. Vi er interesserede i at høre din historie, så hvis du har lyst, kan du skrive en mail til mig.

Venlige hilsner, mette

Mail: malbaek@mail.djh.dk

Af: Jens Møller

Jens Møller — Sun, 29 Nov 2009 14:10:08 +0000

Hej
Jeg er en enlig far,der virklig har hårdt brug for hjælp nemli en §54 person.

Af: Lone Barner

Lone Barner — Sun, 18 Oct 2009 12:22:57 +0000

Det er lidt overraskende at støde på et firma, som yder den slags støtte og hjælp! I et retssamfund burde det vel være en offentlig forpligtigelse! Anyway – jeg er mormor til to frivilligt anbragte børn. Jeg har fulgt og bistået (så godt, jeg kunne) min datters 12 – 13 år lange “slagsmål” med myndighederne, og i al den tid, har vi ofte stillet spørgsmålet: “Er der ikke nogen, der hjælper forældrene?”
Det er fint og godt at der bliver taget vare på børnenes tarv og interesser, men det er ofte baseret på, at barnet skal fungere i plejefamilien, mens de biologiske forældres problemer alt for ofte overses eller negligeres, og de`t er vel ikke barnets interesse!
Misforstå mig ikke! Jeg er helt klar over, at udeanbringelser kan være nødvendige, både frivillige og tvangsmæssige, men der er tilsyneladende store forskelle på, hvordan man håndterer sagerne i praksis, afhængigt af, hvor i landet man bor! I min egen hjemkommune har man et tværfagligt samarbejde, som varetager hele familiens problemer, men desværre er det samme ikke tilfældet i min datters kommune, hvor man forlader sig på, at en enkelt sagsbehandler kan håndtere to børn og deres respektive plejefamilier og min datter! Jeg kan kun sige: det går skidt! Det er ren junglelov! Den stærkes ret! Og hvem er stærk i den situation? Ihvert`fald ikke den biologiske mor og/eller far! Og det går jo også ud over børnene, at deres biologiske familie ikke får nogen hjælp!
Der mangler altså noget! En forbedret lovgivning om praksis på området, så kommunerne ikke kan springe over, hvor gærdet er lavest! Bedre information om hjælpe- og støttemuligheder og lettere tilgængelighed til disse (de skal altså ikke være så godt skjult, at det tager 12 år at finde dem!)! Og så kunne man måske lære noget af psykiatrien om “Recovery” – et brugbart system til at man “får det bedre” via tværfaglig indsats og støtte til familien som en enhed!
Jeg giver Inge Sørensen fuldstændig ret! Der bør være mere medspil end modspil! De ramte familier er jo rigeligt udfordrede i forvejen!

Af: Inge Sørensen

Inge Sørensen — Wed, 16 Sep 2009 11:47:05 +0000

Et eller andet sted har jeg læst, at en støtteperson skal give forældrene modspil. Vi er forældre til
en teenager med diverse diagnoser, og vi har kæmpet en brav kamp for vores barn og aldrig svigtet. Det har
været en hård proces, det værste er nok de urimeligheder man skal høre på undervejs. Vi har altid været
åbne, ærlige og samarbejsvillige, men savner enormt noget medspil og hjælp til at få vores ret og ikke
blive fejet af banen, hvad der ofte sker, skønt vores barn hele tiden har været frivilligt anbragt. Kan
man nogen steder få noget “medspil”??