Forklaring på netværksanbringelse og kravene:
Det generelle egnethedskriterium er ikke altid velegnet, når der er tale om netværksanbringelser. Netværksanbringelser kan barnets kontakt og relation til familien have større betydning end
eksempelvis familiens alder og uddannelsesmæssige baggrund. Kommunen kan derfor ikke opstille generelle kriterier for godkendelse af netværksplejefamilier, men skal i hvert enkelt tilfælde foretage en vurdering af relationen mellem barnet eller den unge og den pågældende familie. Netværksanbringelser er anbringelser hos familiemedlemmer eller andre fra barnets netværk. Ordet netværksanbringelser anvendes – i stedet for slægtsanbringelser – for at understrege, at der ikke nødvendigvis skal være et biologisk bånd mellem barn og plejeforældre. Det centrale er, at der er en vis tilknytning mellem barn og plejeforældre.
Kilde: vejledningen til serviceloven pkt. 413
I kommunernes vurdering af, om der er tale om en plejefamilie, der skal godkendes som generelt egnet, eller om der er tale om en netværksplejefamilie, er det afgørende, at der lægges vægt på den personlige relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge. Hvis den personlige relation mellem familien og barnet eller den unge er afgørende for, at denne familie vælges som anbringelsessted, er der tale om en netværksanbringelse. Er der tale om anbringelse hos familiemedlemmer
som fx bedsteforældre, mostre, onkler, forældre uden del i forældremyndigheden m.v., vil det som udgangspunkt altid være en netværksanbringelse,også selv om der ikke er tale om biologisk familie, men alene social familie eller stedfamilie. I de tilfælde, hvor det eksempelvis kan være fodboldtræneren, skolelæreren eller klubpædagogen, der har en god relation til barnet eller den unge, vil vurderingen ofte bero på, hvorvidt den pågældende generelt ønsker at arbejde som plejefamilie, eller om ønsket alene vedrører det konkrete barn. Der kan godt ske godkendelse som netværksplejefamilie, selv om pågældende i princippet kunne opnå en godkendelse som generelt egnet. Hvis der derimod er tale om personer, som primært har fået tilknytningen i forbindelse med deres professionelle virke i forhold til familiens eller barnets sociale problemer, vil udgangspunktet være, at disse personer ikke skal behandles som netværksplejefamilier. Eksempelvis bliver en tidligere aflastningsfamilie, som gennem deres aflastning, dvs.
gennem deres professionelle virke, har skabt en god relation til barnet eller den unge, som gør, at det netop er den familie, der vælges som plejefamilie, som udgangspunkt ikke netværksfamilie. En familie vil godt kunne være netværksplejefamilie og almindelig plejefamilie på samme tid. Dette kan fx ske hvis familien både skal modtage et barn fra familien, fx en nevø eller en niece, men samtidig kan og vil modtage plejebørn, der ikke kommer fra familien eller netværket. I et sådant tilfælde vil den stedlige kommune skulle godkende plejefamilien som generelt egnet. Den kommune, der ønsker at anbringe fx en nevø eller en niece, vil skulle godkende familien til at være konkret egnet som netværksplejefamilie for det pågældende barn.
Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:
