Tvangsanbragt.dk

Tvangsadoption, Adoption uden samtykke

admin — Sun, 03 Apr 2011 20:37:48 +0000

Et barn kan adopteres uden samtykke, hvis barnets forældre er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. Hvis barnet er under 1 år, er det også en betingelse, at barnets forældre ikke kan spille en positiv rolle i forbindelse med samvær.

Forløb

En sag om adoption uden samtykke har typisk dette forløb:

Kommunens børn og unge-udvalg beslutter, om udvalget vil anbefale, at der gennemføres en adoption uden samtykke. I så fald skal sagen sendes til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen skal samtykke i anbefalingen.
Statsforvaltningen forelægger sagen for Familiestyrelsen.
Statsforvaltningen træffer afgørelsen om adoption.

Typisk er der 4 forskellige myndigheder, der forholder sig til sagen.

En afgørelse om adoption uden samtykke er en meget indgribende afgørelse, og der stilles derfor store krav til sagsbehandlingen. Det skal dokumenteres, at barnets forældre er varigt uden forældreevne, og hvis det er et barn under 1 år, at forældrene ikke vil kunne spille en positiv rolle i forbindelse med samvær. Det er også en betingelse, at servicelovens betingelser for tvangsfjernelse er opfyldt.

Under sagens behandling skal statsforvaltningen beskikke en advokat for barnet, og tilbyde advokatbeskikkelse til forældrene og eventuelt plejeforældrene.

Familieadoption

En adoption uden samtykke kan gennemføres som en familieadoption, hvis du f.eks. har haft barnet i pleje i 3 år, og hvis du i øvrigt opfylder betingelserne for en familieadoption.

Læs om betingelserne for en familieadoption

Fremmedadoption

En adoption uden samtykke kan gennemføres som en fremmedadoption til godkendte adoptanter, der ikke kender barnet i forvejen, eller hvis tilknytning til barnet ikke er så kvalificeret, at adoptionen er en familieadoption.

Hvis det er godkendte adoptanter, der skal adoptere barnet, er det normalt Adoptionsnævnet, der udvælger en egnet familie til barnet

Kilde http://www.familiestyrelsen.dk/boern/adoption/fremmedadoption/adoptionudensamtykketvangsadoption/

Pr. 18-3-2011

Tvangsadoption er kun anvendt én gang

Søgeord der har fundet denne side:

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

Tvang (i modsætning til samtykke) serviceloven § 58

børn og unge-udvalget ny lov pr. 1-1-2011

admin — Mon, 20 Dec 2010 09:35:32 +0000

Med virkning fra den 1. januar 2011 skal kommunalbestyrelsen blandt sine medlemmer udpege 2 medlemmer af børn og unge-udvalget.

Førhen var der ellers 3 medlemmer i børn og unge- udvalget udpejet af kominnalbestyrelsem

se https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=132410 neders på siden § 4 stk.3

Opdatering 21-12-2010

Børn og unge-udvalget består 2 medlemmer udpejet af kominnalbestyrelsem,
Med virkning fra den 1. januar 2011 skal statsforvaltningen udpege 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndig til børn og unge-udvalget. samt byretsdommer fra retskredsen

Søgeord der har fundet denne side:

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

Hjælp mine parpier forsvinder i kommunen. Hvad skal jeg gøre?

admin — Fri, 22 Oct 2010 23:37:36 +0000

En læser her på siden skrev, hvad skulle hun gøre, vigtige papir forsvinder i kommunen.
Papir der ikke taler til kommunens fordel.

Der findes ikke nogen lovgivning der siger at alt ind og udgående post skal journaliseres. Men det er god forvaltningsskik at en offentlig mødighed bør journaliser ind og ud gående post. Dette udtaler Ombudsmanden.

Så indgiv en klage til ombudsmanden om at kommune ikke har journalført indgående post. På den måde kan papir ikke forsvinde.
Ombudsmande vil så sende klagen tilbage til borgmesteren i kommunen. Men besked om at hvis du ikke er tilfreds med borgmesterens svar vil ombudsmanden se på din klage igen

Søgeord der har fundet denne side:

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

Hør historen om tvangsfjernet børn fra Radio Karen

admin — Thu, 11 Feb 2010 23:59:19 +0000

Lyt til Radio karen. Historien om tvangsfjernet børn fra den 11. feb. 2010

Dette er udsendelse nr 1 af 6

Studievært : Susanne
Teknik : Teknikker Arne
Gæster : Pernille der er bosat i Sorø Kommune og Anne der er bosat i Hillerød kommune

Radio Karen er en stor lokalradio med base i København Sydhavn.
Radio Karen sender på 98,9 FM

Du må meget gerne skrive din kommentar til unsendelsen her under

Søgeord der har fundet denne side:

Ingen relaterede indlæg.

Hvad maa de sociale myndigheder (ikke)?

siffir — Sun, 24 Jan 2010 03:26:56 +0000

kilde: Kilde: http://www.modspil.dk/artikler/politik/socialemyndigheder.html

- af Carsten Agger

Tusinder af familier kommer hvert år frivilligt eller ufrivilligt i kontakt med den moderne udgave af børneværnet – de sociale myndigheder. Hvordan skal man forholde sig i den situation? Indebærer en kontakt med de sociale myndigheder en risiko for at få sine børn tvangsfjernet, og er det muligt at få reel hjælp fra de sociale myndigheder uden at underlægge sig en undergravende mistænkeliggørelse og kontrol? På baggrund af den politiske udvikling, studier af sagkundskaben og lovgivningen samt private erfaringer i en række konkrete sager finder Faklen her grund til at advare om nødvendige forholdsregler i forbindelse med enhver families eventuelle kontakt til de sociale myndigheder.

En børnefamilie kan grundlæggende komme i kontakt med det sociale system (repræsenteret ved kommunernes familieafdelinger) på to måder: Frivilligt, fordi de selv mener, at der er problemer, som kommunen kunne eller burde afhjælpe; eller ufrivilligt, fordi udenforstående (naboer, bekendte, familie, skole eller daginstitution) har opfattet familiens eller børnenes forhold som problematiske og derfor har givet de sociale myndigheder en underretning om deres opfattelse af familiens forhold.

Hvad må kommunen?

Den mest problematiske, for ikke at sige traumatiske, kontakt med de sociale myndigheder er naturligvis den ufrivillige, altså den, hvor kommunen af andre har fået underretning om, at familiens børn lever under forhold, der i den underrettendes øjne ikke er tilfredsstillende. Det skal bemærkes, at mens mange sådanne underretninger naturligvis drejer sig om børn i større eller mindre nød, kan de også meget ofte bygge på fordomme, løse iagttagelser og sladder i nabolaget eller børnehavens kaffestue. Samtidig benyttes i sådanne sager ikke egentlige beviser, men netop udtalelser indhentet fra diverse offentlige institutioner, som barnet eller børnene måtte være kommet i kontakt med. Forløbet i en sådan social sag vil ofte være:

Kommunens socialforvaltning modtager en underretning, hvorefter familien tildeles en sagsbehandler, som indkalder familiens voksne (dvs. forældrene) til et møde – enten i hjemmet eller på socialforvaltningen.

Under dette møde fremlægges den eller de underretninger, der har givet anledning til kontakten, familien præsenteres for sagsbehandlernes bekymring over dens indhold og udspørges om dens baggrund.

Sagsbehandleren udtaler, at det på baggrund af de fremkomne oplysninger er nødvendigt at foretage en undersøgelse af familiens forhold. I denne forbindelse beder sagsbehandleren om tilladelse til at indhente udtalelser om barnet og familien fra skole, daginstitutioner og andre personer (f.eks. skolepsykolog eller praktiserende læge), der måtte have været i kontakt med barnet. I undersøgelsen kan også indgå en psykologundersøgelse iværksat på socialforvaltningens initiativ, ligesom den kan omfatte en såkaldt social anamnese af forældrene; denne består først og fremmest i, at disse udspørges om deres barndom, opvækst og historie.

Når undersøgelsen (ideelt set) er afsluttet, kan familien tilbydes forskellige “hjælpeforanstaltninger”, der skal afhjælpe de problemer, undersøgelsen måtte have afdækket.

Hvor langt har kommunen ret til at gå i en sådan situation? Det mest traumatiske for en familie, der på denne måde pludselig og uventet kommer i kontakt med myndighederne, er naturligvis frygten for, at kontakten og/eller undersøgelsen munder ud i anvendelsen af myndighedernes ultimative magtmiddel: Tvangsfjernelsen. I langt de fleste tilfælde er en sådan frygt ubegrundet; ganske vist er antallet af tvangsfjernelser steget voldsomt i de senere år, og ganske vist foregår disse ofte på et vilkårligt grundlag, således at såvel mange familier som sagkundskaben på området kan berette om ganske uforståelige beslutninger om tvangsanbringelse, men i langt, langt de fleste tilfælde vil sagsbehandlerne ikke have mulighed for at komme igennem med en beslutning om tvangsanbringelse, selv om de gerne ville.

I forbindelse med modtagelsen af selve underretningen kan kommunen indledningsvis forsøge at skaffe sig flere oplysninger ved f.eks. at kontakte skole eller daginstitution eller ved at komme på uanmeldt hjemmebesøg. Dette udgør ikke en egentlig undersøgelse, men må blot betegnes som en slags forundersøgelse. Den egentlige undersøgelse som beskrevet i § 50 i Lov om social service må kun iværksættes i forståelse med (dvs. med samtykke fra) forældrene eller eventuelt uden samtykke ved tvungen anbringelse på institution eller sygehus (hvilket naturligvis kun kan ske i meget alvorlige tilfælde).

Kommunen har notatpligt – det vil sige, at alle oplysninger, der kan have betydning for afgørelsen i en sag, skal indgå skriftligt i sagen, og kommunen skal give familien aktindsigt i alle sådanne oplysninger, hvis den bliver bedt om det.

Det mest bemærkelsesværdige ved en sådan undersøgelse er, at den sagsbehandler, der står for den, kun sjældent vil være interesseret i at se eller tale med de børn, hvis forhold skal undersøges.

Hvis familien indvilger i undersøgelsen, vil kommunen i stedet undersøge sagen ved at indhente udtalelser fra alle “professionelle”, der er i kontakt med familiens børn. Dette vil i praksis sige, at sagsbehandleren retter en skriftlig henvendelse til børnenes børnehave, skole, fritidshjem osv. og beder om en skriftlig udtalelse om barnets funktion og trivsel i institutionen. Er barnet undersøgt af en skolepsykolog, vil de også ønske at rette henvendelse til skolepsykologen gennem Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen, ligesom de i mange tilfælde vil forlange, at barnet undersøges af en af deres egne psykologer. Bemærk, at undersøgelser efter § 50 skal foretages i forståelse med familien, skal udføres “så skånsomt, som forholdene tillader” og ikke må være “mere omfattende, end formålet tilsiger”.

Når undersøgelsen er tilendebragt, skal kommunen og forældrene ideelt set nå frem til enighed om, hvilke “foranstaltninger” der er eller ikke er nødvendige for at afhjælpe familiens problemer. Det skal bemærkes, at udover tvangsanbringelse som beskrevet i § 58 og konsulentbistand efter punkt 1, 6 og 7 i § 52, stk. 3, skal foranstaltninger (hvad enten disse først og fremmest har karakter af hjælp eller kontrol) aftales i forståelse med familien; hvis myndighederne ikke kan bevise, at der er grundlag for en tvangsanbringelse, kan der ikke gennemtvinges andre foranstaltninger hen over hovedet på familien.

Faldgruber og forholdsregler

I hele dette forløb er der adskillige faldgruber, der har at gøre med den måde, hvorpå sociale myndigheder arbejder med og beskriver familier som “problemfamilier”. Mens man som noget helt selvfølgeligt skulle forvente, at en myndighed, hvis erklærede mål er at hjælpe og støtte pressede familier (og eventuelt finde ud af, om de har at gøre med et af de helt ekstreme tilfælde, hvor familiens voksne ikke kan eller vil tage sig af børnene på betryggende vis), arbejder ud fra et forsøg på at forstå familiens situation og det pres, den eventuelt måtte være underlagt, under skyldig hensyntagen til og respekt for familiens egenart, kultur, integritet og generelle sociale situation, er virkeligheden ofte en ganske anden.

En familie, der vurderes at have brug for hjælp, beskrives ikke som mennesker på lige fod med sagsbehandleren, men som “sociale klienter”. Vanskeligheder, der egentlig skyldes en families sociale problemer eller trængte situation, individualiseres og tages som et udtryk for forældrenes mangler og ikke for den umulige eller urimelige situation, de eventuelt befinder sig i. Dette indebærer, at et eventuelt behov for hjælp ikke beskrives og forklares i termer af den faktisk eksisterende sociale, emotionelle og praktiske situation; i stedet katalogiseres forældrenes eventuelle afvigelser fra almindeligt vedtagne normer for, hvordan man “bør” leve og være, og disse afvigelser udlægges som udslag af forældrenes utilstrækkelighed. Denne problematik behandles også i artiklen “Vilkårlige tvangsfjernelser” i Faklen nr. 13. Groft sagt vil familiens behov for praktisk eller pædagogisk hjælp eller støtte (eller, i yderste konsekvens, børnenes behov for at blive fjernet fra familien) blive beskrevet i termer af forældrenes sjuskethed, manglende begavelse, manglende evne til at forholde sig til deres børn og generelt uhensigtsmæssige opførsel.

Mener sagsbehandleren derfor at have fat i en sådan “problemfamilie”, er det netop sådanne aspekter af de udtalelser, der måtte fremkomme, og familiens egne udtalelser, hun vil hæfte sig ved og anføre i sin journal eller i indstillinger til børne- og ungeudvalget.

Til de forskellige faser i en social sags forløb bør den familie, der ufrivilligt er havnet i de sociale myndigheders søgelys, derfor iagttage en række forholdsregler, der beskrives nedenfor.

Generelt om den første kontakt

Indkaldelsen til det første møde vil oftest være kortfattet og ikke indeholde nogen reference til de forhold, der omtales i den modtagne underretning. Kommer underretningen fra skole eller daginstitution, vil familien oftest være blevet varskoet om dette og vil måske have fået en kopi af underretningen. Kommer den f.eks. fra familie eller naboer, vil dette stort set aldrig være tilfældet.

• Gå ikke uforberedt til dette eller noget andet møde – sørg for at modtage kopier af underretningen og af alle relevante papirer (herunder journal) forud for alle møder.

• Såfremt underretningen indeholder urigtige oplysninger, der er belastende for familien, er det nødvendigt at imødegå disse urigtige oplysninger; dette gøres bedst ved et brev til forvaltningen, der omhyggeligt gør opmærksom på de fejl, der måtte være i underretningen.

Som sagt kan en underretning om problemer hos dine børn være præget af fordomme, sladder eller upræcise og muligvis krænkende gisninger om familiens forhold. På denne baggrund kan det være fristende helt at afvise enhver diskussion af dens indhold med myndighederne. Dette er imidlertid en dårlig idé, eftersom socialforvaltningen ikke vil acceptere et sådant afslag, men tværtimod vil betragte og behandle en sådan “manglende samarbejdsvilje” som et problem i sig selv.

• Afvis ikke kommunens henvendelse eller mødeindkaldelse, men sørg i stedet for at imødegå alle urigtige oplysninger så overbevisende og effektivt som muligt. Indkaldes mødet (som det ofte er tilfældet) med meget kort varsel og uden nogen oplysninger om underretningens indhold, bør du få det udsat.

I de sociale myndigheders indgriben ligger en mistænkeliggørelse af forældrenes evne til at passe deres egne børn, der på mange familier virker intimiderende, skræmmende og grænseoverskridende. Mange vil derfor i denne situation være både bange og vrede ved møder med repræsentanter for socialforvaltningen. Samtidig er der virkelig grund til at være på vagt, eftersom man som sagt ikke kan være sikker på, at ens udtalelser eller mødets forløb vil blive gengivet korrekt i journalen.

• Vær som udgangspunkt altid venlig og saglig ved al kontakt med kommunens repræsentanter. Tilbagevis alle urigtige påstande eller beskyldninger bestemt, gerne skarpt, men altid venligt. Alle ukontrollerede udbrud af vrede eller personlige angreb mod sagsbehandleren kan fortolkes som mangel på samarbejdsvilje eller som et udtryk for din generelle uegnethed som forælder.

• Sørg så vidt muligt for, at du selv eller din bisidder tager notater til alle møder. Sørg for løbende at få tilsendt sagsjournalen og lav egne referater af møder, som du ikke mener er gengivet korrekt.

• Gå aldrig alene til et møde med sagsbehandleren, hvis du er den mindste smule utryg ved situationen eller ved kommunens hensigter. Tag i stedet en god ven eller bekendt med som bisidder, både som moralsk støtte og vidne.

Hvis du er tryg ved situationen, fordi du eventuelt selv har henvendt dig om mulighed for hjælp eller er sikker på, at myndighederne ikke nærer en mistanke, der vil kunne få dem til at presse dig til uønskede “foranstaltninger” eller true med tvangsindgreb, kan det på den anden side være en god idé at signalere dette ved at møde alene.

Undersøgelsen

Hvis socialforvaltningen ønsker at gennemføre en undersøgelse af dine børns forhold efter servicelovens § 50, skal du være opmærksom på, at den kun kan gennemføres i forståelse med familien. Ønsker du ikke undersøgelsen gennemført, kan de ikke umiddelbart gennemtvinge den, medmindre de har modtaget en underretning, der er graverende nok til, at undersøgelsen kan gennemføres ved anbringelse på institution eller sygehus. Det er imidlertid ikke nogen god idé at afvise at få en sådan undersøgelse gennemført, da myndighederne opfatter manglende vilje til at samarbejde med dem som et tegn på, at familien har noget at “skjule”.

Erfaringsmæssigt er det til gengæld et tilbagevendende problem i sociale sager, at sagsbehandleren ikke oplyser om sine hensigter eller om, hvor omfattende en undersøgelse af familiens forhold, der ønskes; et første krav om tilladelse til at indhente udtalelser om børnene suppleres ofte yderligere med krav om psykologundersøgelser og flere udtalelser. Familien vil opleve dette som en endeløs række af mødeindkaldelser og udtalelser med en stadig stigende mistænkeliggørelse af deres forældreevne.

Undersøgelsen trækker hermed i langdrag og når i mange tilfælde aldrig så langt i løbet af måneder eller år, at den kan anses for afsluttet.

• Sørg for fra starten at få en klar aftale om undersøgelsens omfang og varighed og hold herefter sagsbehandleren fast på denne aftale.• Sørg for altid at have fået kopier af alle udtalelser og undersøgelsesrapporter, før du deltager i et møde, hvor de skal diskuteres. Sørg i det hele taget for, at du er klar over formålet med hvert enkelt møde med socialforvaltningen, før det afholdes. Sagsbehandleren vil ofte ikke gøre dette særlig klart i mødeindkaldelsen og kan forsøge at benytte sig af din uvidenhed og manglende forberedelse til at styre mødets forløb og konklusioner i alle detaljer.

Udtalelserne fra skole og daginstitution vil have en ordlyd, der er fuldstændig afhængig af personalets opfattelse af og samarbejde med dig og dit barn. Har du et godt samarbejde med dem, vil udtalelsen formentlig være positiv. Er samarbejdet mindre godt, risikerer du, at personalet nærer en række fordomme om dig og dine familieforhold, som vil komme til udtryk i udtalelsen.

Når en institution bedes om sådanne udtalelser, indtræffer desuden ofte en slags negativ “kaskadeeffekt”: Det er ikke sikkert, at personalet har tænkt særligt over, at der skulle være problemer med netop dit barn eller forholdene i netop din familie, men det faktum, at de bliver bedt om en udtalelse, får dem til at frygte, at der kunne være det. Pædagogerne kan derfor reagere ved pligtopfyldende at skrive en underretning med et fokus, der i den situation, hvor oplysningerne skal indgå i en social sag og ikke i den daglige omgang med barnet, let bliver overdrevet på de problemer, barnet (som alle børn) faktisk har, gerne suppleret med gisninger om, hvilke (dårlige) forhold i familien, der kunne tænkes at være årsag til disse problemer. Sådanne udtalelser vil ofte være præget af standardvendinger som, at barnet “mangler forudsigelighed i hverdagen”, eller at familien “har brug for hjælp til at strukturere hverdagen”. Forældrene risikerer derfor, at udtalelserne forekommer urimeligt negative og rummer antagelser og gisninger om familiens forhold, som lærerne eller pædagogerne strengt taget ikke har noget grundlag for at fremsætte. Dette gælder naturligvis især, hvis disse af en eller anden grund i forvejen ser skævt til barnet eller familien eller blot ikke hidtil har haft nogen særlig kontakt til denne.

Et par forholdsregler i denne forbindelse er:

• Henvend dig gerne selv til barnets klasselærer eller børnehavepædagog og gør opmærksom på, at de vil blive bedt om en udtalelse til de sociale myndigheder; foreslå eventuelt at holde et møde, hvor du kan tale med dem om deres syn på barnet og bed om at få en kopi af udtalelsen, når den foreligger.

• Hvis du er uenig i udtalelsernes ordlyd og mener, at de indeholder urigtige oplysninger, bør du skrive en tilbagevisning af de ting, du finder urimelige, og sende den til socialforvaltningen. Alle skriftlige henvendelser fra dig til forvaltningen skal indgå i sagen og tages i betragtning ved en eventuel afgørelse.

En “kaskadeeffekt” som beskrevet for udtalelser fra skole, daginstitution eller andre offentlige institutioner, dit barn måtte have været i kontakt med, gør sig også gældende for psykologundersøgelser, især hvis de foretages af kommunens eller amtets egne psykologer. Dette skyldes, at disse psykologer altid præsenteres for børn, som formodes at have store problemer i deres liv eller dagligdag. Psykologen vil under disse omstændigheder ofte være forudindtaget, således at han eller hun ikke ser det som sin opgave at finde ud af, om der er noget galt med barnet, men hvad der er galt og på hvilken måde, dette kan være relateret til familiens liv. Det vil derfor altid være bedre, hvis barnet undersøges af en psykolog, som ikke har nogen forhåndsviden om sagen, og som ikke står i et afhængighedsforhold til kommunen.

• Hvis kommunen forlanger en psykologundersøgelse af dig eller dit barn, er det bedst at sørge for, at denne undersøgelse ikke foretages af kommunens egne psykologer, men af en uvildig, gerne privatpraktiserende, klinisk psykolog, som du selv finder frem til. Tilbyd om muligt selv at betale for en sådan undersøgelse; bemærk dog, at i de fleste tilfælde vil kommunen både være forpligtet til at efterkomme dit ønske og betale for undersøgelsen.

Konklusion på undersøgelsen/hjælpeforanstaltninger

Som sagt bør du fra starten sørge for, at undersøgelsen afgrænses i både omfang og tid, da du i modsat fald risikerer, at sagsbehandleren lige skal have lavet en undersøgelse til, lige vil tale med dig en ekstra gang osv., i et langvarigt og opslidende forløb. Når undersøgelsen er tilendebragt, skal sagsbehandleren ifølge loven finde ud af, hvilke “hjælpeforanstaltninger”, der vil kunne afhjælpe de problemer, undersøgelsen måtte eller ikke måtte have afdækket.

Hvis du selv mener, at hjælp fra kommunen kunne lette din hverdag, skal du tænke nøje over præcis hvad og i hvilket omfang, du har brug for det, og bede om dette, samtidig med at du forklarer, hvordan og hvorfor det vil forbedre dine børns situation. Vær opmærksom på, at du ved at acceptere sådanne foranstaltninger til en vis grad risikerer at “blåstemple” sagsbehandlerens opfattelse af din familie som en “problemfamilie”.

Hvis det på den anden side er fremgået af undersøgelsen, at du eller dit barn har problemer, som du på den ene side erkender, men på den anden side helst selv vil løse (eventuelt med støtte fra familie eller venner, hvis dette kommer på tale), kan du gøre rede for, hvad du har tænkt dig at gøre for at løse dem.

Mange kommuner har et meget snævert “repertoire” af hjælpetilbud, som ofte lige så meget har karakter af overvågning af familien som egentlig hjælp. Hvis du selv mener at have brug for noget, som ikke indgår i deres repertoire, skal du være opmærksom på, at kommunen har pligt til så vidt muligt at aftale hjælpens indhold i forståelse med familien; nok så stor forvaltningsmæssig modvilje mod et utraditionelt forslag fra familiens side giver ikke kommunen ret til uden videre at afvise et sådant forslag.

Jo mere initiativ du viser for selv at løse dine børns problemer, og jo større overbevisning du kan fremlægge dine ideer med (og jo flere ressourcer du selv kan mobilisere, også til at klage over urimelige krav eller afslag fra myndighedernes side), jo større er sandsynligheden for, at du kan overtale sagsbehandleren til at hjælpe familien på dine egne betingelser, og for at du ikke påtvinges “hjælpeforanstaltninger”, der mere har funktion af slet skjult overvågning og kontrol, end de egentlig hjælper.

Hvis du derimod ikke mener, at du eller dine børn har problemer, som I kunne få løst ved kommunens hjælp, må du sige dét og afvise eventuelle tilbud om hjælpeforanstaltninger. Hvis sagsbehandleren er meget uenig heri, kan vedkommende rasle med sablen og eventuelt true med, at så må man fortsætte undersøgelserne, fordi man ikke finder det godtgjort, at der ikke er sådanne problemer; eller direkte true med at indstille til en tvangsfjernelse – såkaldt “frivillig tvang”, idet familien presses til at acceptere en foranstaltning af frygt for ellers at risikere en tvangsfjernelse.

Dette gælder også, hvis man selv henvender sig til de sociale myndigheder, fordi man føler sig trængt og ønsker hjælp til at klare tingene. Hanne Reintoft beskriver i sin bog Træd varsomt (Hans Reitzels Forlag, 1998) reglerne om hjælp til børn og unge som “en retspolitisk dybt kritisabel gråzone, hvor et trængt og belastet forældrepar i god tro kan fortsætte med at betro deres sagsbehandler deres trængsler, mens samme sagsbehandler i det skjulte ’bygger en børnesag op’. Når rædselsslagne forældre bliver klar over, at det, de troede var service, umærkeligt er slået over i tvang – unægtelig en kvalitativ ændring af et samarbejde – reageres ofte med dyb rædsel og skuffelse, men også med en vrede, der stort set udelukker ethvert tilløb til videre samarbejde omkring det truede barn.” (s. 87).

• Konsulter en advokat i sådanne tilfælde; du kan kun få beskikket en advokat, hvis der faktisk foreligger en indstilling om anbringelse til kommunens børne- og ungeudvalg, så du kan eventuelt blive nødt til selv at betale for advokatens hjælp. Det er også muligt at kontakte Mødrehjælpen af 1983, hvis advokater og socialrådgivere kan tilbyde uafhængig rådgivning og eventuelt gå ind i sagen på dine vegne.

Carsten K. Agger

Forløbet af en social sag som beskrevet i Lov om social service:

§ 154. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

(…)

§ 50. Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 9 og § 51.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. stk. 1, skal anlægge en helhedsbetragtning, der skal omfatte barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritidsforhold og venskaber og

6) andre relevante forhold.

(…)

Stk. 5. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader.

Stk. 6. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltningerne, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

§ 51. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 75, når betingelserne herfor er opfyldt.

(…)

§ 52. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, jf. dog § 56. En afgørelse efter stk. 3, nr. 8, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Medmindre særlige forhold gør sig gældende, kan støtte kun iværksættes efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 50 eller § 51. Kommunalbestyrelsen skal altid vælge den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse de problemer, der er afdækket gennem undersøgelsen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud:

1) Konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold. Kommunalbestyrelsen kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende.

2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

3) Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.

4) Døgnophold, jf. § 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, nr. 1, 4 og 5, eller i et botilbud, jf. § 107 eller § 144.

5) Aflastningsordning, jf. § 55, i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, nr. 1, 2, 4 og 5.

6) Udpegning af en personlig rådgiver for barnet eller den unge.

7) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien.

Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 66.

9) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.

10) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter stk. 3 og yde økonomisk støtte, hvis støtten erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter stk. 3. Støtten kan ydes, når forældremyndighedens indehaver ikke selv har midler dertil. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet. Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal under en graviditet træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, nr. 2, 3, 4, 7 eller 10, og stk. 4 og 5, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene. Stk. 2 finder anvendelse ved afgørelsen.

(…)

§ 58. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

(…)

§ 140. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 52, § 58 eller § 76. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden 4 måneder at opstille en handleplan.

Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, og for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Stk. 3. For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en foreløbig handleplan, jf. stk. 3, senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet.

Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført, jf. § 50, og opstille mål og delmål i forhold til barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritid og venskaber og

6) andre relevante forhold.

Stk. 6. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Stk. 7. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal handleplanen indeholde en konkret plan for, hvordan den unge snarest muligt og senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

Oprindelig bragt i Faklen nr. 20, 2001

Opdateret til den senest gældende lovgivning januar 2010, med tak for hjælpen til www.tvangsanbragt.dk

• Sæt dig nøje ind i alle love og regler på området – dette gælder især reglerne om børn og unge i lov om social service og Socialministeriets vejledning om disse regler. Love og vejledninger kan fås på biblioteket eller findes på Internettet under www.retsinfo.dk.

Søgeord der har fundet denne side:
sociale myndigheder
fejl i anbringelser i ikast
fejl i tvangsanbringelse
bisidder sociale sager
magtanvendelse børn
magtanvendelse dk
min nabo sender anonymt klage til sociale myndigheder
myndigheder tvangsfjernelse
pastor peter fergo
retshjælp brande-ikast kommun
sms om anbrindelse i ikast brande
sociale myndigheder børn
tvangsfjernelse af spædbørn ved fødslen
udtalelse om barnets trivsel
kontakt carsten Agger
klager over ikast brande kommune
bisidder tvangsfjernelser
daginstitutioner om underretning
de sociale myndigheder
de sociale myndigheders rolle ved omsorgssvigt

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:
Plejefamilie hvad kan de gøre for et godt samarbejde

Færre tvangsfjernelser

siffir — Thu, 12 Nov 2009 14:20:08 +0000

FÆRRE TVANGSFJERNELSER

Kilde:
– af Carsten Agger

Problemet med de sociale myndigheders rolle som børnenes beskytter – og den hermed forbundne indgriben i familiers liv – har to aspekter. For det første er det en kendsgerning, at der findes børn, som vokser op under ødelæggende vilkår; i medierne har der f.eks. været en del omtale af sager, hvor børn er udsat for meget grov vold (somme tider med døden til følge), seksuelt misbrug og andre overgreb, og hvor det ganske oplagt ville være bedre for barnet ikke at leve under sådanne forhold. I andre tilfælde kan familier som følge af materiel fattigdom eller andre problemer (f.eks. misbrug af alkohol eller andre stoffer) leve under forhold, der på den ene side er problematiske for såvel familiens voksne som dens børn, men hvor det på den anden side ikke er oplagt, at det ville være bedre for barnet ikke at bo hos sine forældre.

For det andet er spørgsmålet, hvordan man – i erkendelse af, at der er børn og familier, der kunne have brug for hjælp – bedst muligt hjælper de familier, der har brug for det.

Den almindelige løsning, som ofte fremhæves i medierne, er at skole, daginstitution eller naboer må foretage underretning til de sociale myndigheder, som herefter må tage affære og i yderste konsekvens redde børnene fra deres “dårlige forældre”.

Dette skridt fører imidlertid ofte ikke til en reel forbedring af familiens (og hermed børnenes) levevilkår, men derimod til, at familien indleder en karriere som sociale klienter – mennesker, hvis livsførelse problematiseres og mistænkeliggøres, og hvis problemer ofte reduceres til moralske eller menneskelige mangler hos familiens voksne. I stedet for hjælp på baggrund af en analyse af de problemer, der faktisk måtte være, gives standardiserede “hjælpeforanstaltninger”, hvis karakter af kontrol snarere bidrager til forældrenes magtesløshed end hjælper dem til bedre at løse deres og deres børns eventuelle problemer (se også artiklen “Vilkårlige tvangsfjernelser” i Faklen nr. 13).

Som påvist af Tine Egelund i hendes doktordisputats Beskyttelse af Barndommen, fokuserer sagsbehandlerne i sådanne sager også mere på familiens eventuelle afvigelse fra antagne normer for, hvordan en familie bør leve sit liv, end på børnenes reelle forhold og trivsel. I det stigende antal sager, der ender med en tvangsfjernelse, kan man altså hverken regne med, at der ligger en dybere indsigt i familiens liv, børnenes problemer eller faktiske befindende bag, idet sagsbehandlerne først og fremmest fokuserer på familiens overholdelse af sådanne normer uden hensyntagen til dens sociale, økonomiske og kulturelle forhold og integritet.

Denne holdning afspejles også i den politiske debat om emnet, som domineres af “eksperters” og politikeres bekymring over børn, som vokser op i “dårlige familier”; løsningen på problemet bliver let en simpel dæmonisering af socialt belastede forældre og et krav om at “redde” disses børn fra en tilværelse som “rossets børn”, som det for eksempel udtrykkes af formanden for Landsforeningen Børns Rettigheder i Politiken, den 6.6.97: “… der bliver flere og flere [udsatte børn]. Vi bør sikre dem ved at tilsidesætte forældrenes ejendomsret og tvangsfjerne langt flere børn.”

Ammunition til en sådan argumentation med krav om stramninger hentes ofte fra de i indledningen nævnte spektakulære enkeltsager, hvor konklusionen i medierne ofte bliver, at langt flere børn burde tvangsfjernes.

I sådanne diskussioner fremføres ofte en skelnen mellem barnets tarv og forældrenes retssikkerhed. I denne skelnen ligger implicit en antagelse af, at en prioritering af “barnets tarv” nødvendigvis vil indebære flere tvangsfjernelser – med andre ord, at flere tvangsfjernelser nødvendigvis er et gode for alle de berørte børn. Men er en underminering af “forældrenes retssikkerhed” (f.eks. ved at lempe kravene til dokumentation af, at en tvangsfjernelse er nødvendig) nødvendigvis en styrkelse af “barnets tarv”?

Og hvor reel er denne skelnen i sager, hvor der (som i de fleste anbringelsessager) ikke er tale om misbrug eller vold, men om en såkaldt “gråzoneanbringelse”, som snarere kan handle om dårlig kommunikation mellem familie og forvaltning eller om en sagsbehandlers negative vurdering af forældrene end om decideret dårlig trivsel hos barnet?

Sandheden er vel, at der i langt de fleste tilfælde ikke er nogen reel modsætning mellem barnets behov og forældrenes retssikkerhed, fordi der ikke er nogen reel modsætning mellem barnets og forældrenes interesser.

Hvis en forbedring af familiens forhold kan føre til, at en anbringelse kan undgås, vil dét i alle andre end de mest ekstreme tilfælde være det bedste for barnet. Selve anbringelsen og det hermed forbundne tab af forældre og øvrig familie repræsenterer et brud i barnets liv, som selv den mest velmenende institutionelle professionalisme eller den mest kærlige plejefamilie ikke kan opveje.

Bedre sagsbehandling og færre tvangsfjernelser
I Socialministeriets vejledning om sagsbehandlingen i sager om “truede” børn hedder det: “Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn/unge og deres familier, da der er tale om et meget følsomt område, hvor der i en sag ofte er meget personlige og private oplysninger.” I modsætning hertil opremser Tine Egelund om den faktiske sagsbehandling i sådanne sager, at journalerne ofte er “sjusket skrevet”, “selvmodsigende”, og at “det kan være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger” i journalernes oplysninger. Beslutningen om, hvem der anbringes eller ikke anbringes, kan derfor ofte blive præget af vilkårlighed, hvorfor såvel sagkundskaben som utallige familier kan berette om anbringelser, som for personer med kendskab til de pågældende familier må synes ganske uforståelige.

Et ekstremt eksempel herpå finder vi i Berlingske Tidende den 10. august 2001, hvor det omtales, hvordan søstrene Amalie og Maja blev tvangsfjernet efter (viste det sig) falske beskyldninger mod deres mor om vold mod børnene. Maja fortæller, hvordan hun blev afhentet i skolen: “En af dem fra kommunen sagde, at de troede, min mor havde forsøgt at slå mig og min søster, og at jeg skulle et sted hen, hvor min mor ikke kunne finde os. Jeg gik gennem skolens gange med en politibetjent på hver side. Alle mine kammerater stirrede på mig. Jeg blev ved med at tænke, at der måtte være sket en fejl.”

Dette eksempel viser også, hvor galt det kan gå, når et kortsigtet politisk krav om “stramninger” kombineres med forvaltninger, hvis arbejde præges af underbemanding, nedvurdering af “klienterne” og en sagsbehandling, der ofte præges af sjusk og ikke lever op til lovens krav.

Et alternativ kunne være at adskille “hjælpefunktionen” fra “kontrolfunktionen” i det sociale system, så de mennesker, der har til opgave at hjælpe og støtte familier eller børn med problemer, ikke er de samme, som har til opgave at tage stilling til anbringelse af børn i de mere ekstreme tilfælde. En anbringelse koster nemt 300.000 kr. om året. Hvor meget kunne ikke være sparet i form af tab og afsavn hos unødigt anbragte børn og af lidelse hos børn i familier, som faktisk kunne have brug for hjælp, om midler i denne størrelsesorden kunne bruges til reel, skræddersyet hjælp, givet i respekt for den enkelte families egenart – frem for til anbringelser, der er produktet af en sagsbehandling, hvis dimension af kontrol med familiens voksne fører til overdreven mistænkeliggørelse af de forældre, som i de fleste tilfælde er de bedste til at tage vare på og bekymre sig om deres børn?

Oprindelig bragt i Faklen nr. 21, 1998

Søgeord der har fundet denne side:

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget

admin — Thu, 05 Nov 2009 17:40:10 +0000

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget

Serviceloven:

§ 76. Børn og unge-udvalget træffer i et møde afgørelse om

1) gennemførelse af undersøgelse efter § 51,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58,

3) opretholdelse af en anbringelse i op til 6 måneder efter § 60,

4) opretholdelse af anbringelse efter § 62,

5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63,

6) godkendelse af foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3,

7) ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 4 eller 5, jf. § 58,

8.) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3,

9) flytning eller hjemtagelse efter § 78, stk. 4, og

10) brev- og telefonkontrol efter § 123, stk. 2, og

11) anbefaling til Ankestyrelsen af adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven. Stk. 2-6.

børn og unge-udvalget består at 3 medlemmer af kommunalbestyrelsen, her af er den ene formand for børn og unge-udvalget. samt en børnesagkyndig typisk en psykolog og en dommer

Dommerens opgaver i børn og unge-udvalget #354

Dommeren leder møderne og påser, at kommunalbestyrelsen har foretaget de nødvendige undersøgelser efter servicelovens § 50, og om sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en retssikkerhedsmæssig forsvarlig afgørelse i sagen. Dommeren kan beslutte, at der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, hvilket vil sige, at dommeren kan indkalde personer til afhøring, hvis de nægter at udtale sig til sagen. Dommeren yder også vejledning om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en retslig vurdering af de foreliggende oplysninger, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dommerens opgaver er nærmere beskrevet i forretningsordenen for børn og unge-udvalgene, der er indsat som bilag 4 til denne vejledning, hvor det i § 6 bl.a. fastsættes, at dommeren kan beslutte, at andre end de i servicelovens § 74, stk. 2 og 3, nævnte personer skal have lejlighed til at udtale sig over for udvalget.

Endvidere påser dommeren, at indehaveren af forældremyndigheden, den unge, der er fyldt 15 år, og eventuelle andre parter samt deres advokater har fået tilbud om at se sagens akter, at de er gjort bekendt med retten til at udtale sig, og at parterne er sikret partshøring, inden der træffes afgørelse, jf. servicelovens § 73 og § 74, stk. 2 og 3.

Det er dommeren, der leder udvalgets møde, og dommeren kan af hensyn til mødets forsvarlige afvikling træffe beslutning om at begrænse antallet af bisiddere for de personer, der efter servicelovens § 74, stk. 2 og 3, skal have lejlighed til at udtale sig om sagen, før der træffes afgørelse, jf. forretningsordenens § 6 stk. 3.

Søgeord der har fundet denne side:

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

Eksempler på systematisk inddragelse

siffir — Thu, 05 Nov 2009 01:07:26 +0000

Kilde:

Fire eksempler på systematisk inddragelse

I det følgende beskrives fire forskellige eksempler på systematisk inddragelse af barnet, den unge , familie og netværk :

Børnesamtalen,
Familierådslagning,
Netværksmøder,
Forældrekontrakter.

Læs videre for difinationen.

Børnesamtalen. Udgangspunktet er, at den kommunale myndighed har pligt til at tilbyde alle børn og unge en samtale, inden der træffes afgørelser , som berører barnet eller den unge. Lovgivningsmæssigt er der en forventning om, at selv helt små børn skal tilbydes en samtale, før der træffes en afgørelse. Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Også for at sikre inddragelse af børn og unge med væsentlige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan det være nødvendigt at tage særlige hensyn eller anvende særlige fremgangsmåder (Vejledning om særlig støtte til børn og unge, 2006, punkt 65).

Karen-Asta Bo og Ingrid Gehl (2005) mener generelt, at det er et tilbagevendende spørgsmål, “om barnets ret til at blive hørt, vil kunne kollidere med at sikre barnet den nødvendige beskyttelse og omsorg” (2005: 91). Det er en udfordring i sagsbehandlingen at undgå, at barnet kommer i loyalitetskonflikt med familien og andre nære. Det er også en udfordring at vurdere, hvilken kvalitet samtalen bør have, således at samtalen kan foregå på en respektfuld måde. Det er væsentligt, at barnet føler sig hørt, uden at det samtidig oplever et ansvar, som det ikke kan overskue konsekvenserne af. Generelt gælder det, at en grundig forberedelse er en forudsætning for en konstruktiv samtale. Allerede i forberedelsen skal det primære formål stå helt klart.

I den sammenhæng kan sagsbehandleren være særlig opmærksom på,

inden samtalen nøje at vurdere, om samtalen skal gennemføres alene med barnet, eller om andre bør deltage. I givet fald hvem der skønnes mest velegnet til at støtte barnet før, under og efter samtalen,
at klargøre hvilken type samtale, der skal gennemføres. Er der tale om en undersøgende og udredende samtale, en informerende, støttende eller bearbejdende samtale,
sammen med barnet og under hensyn til barnets modenhed at resumere børnesamtalen for at tydeliggøre, hvad der er talt om, konsekvenser, aftaler, og endelig hvem der skal informeres om hvad efterfølgende.

Selv om samtalen med barnet eller den unge kan indeholde elementer af såvel støttende som undersøgende karakter, er det vigtigt at gøre sig klart, hvor hovedvægten i samtalen ligger. Generelt gælder, at alle typer samtaler må være støttende overfor barnet eller den unge.

Mere om børnesamtalens metodiske aspekter findes i artiklen Børnesamtalen af Karen-Asta Bo og Ingrid Gehl i tidsskriftet Uden for nummer nr. 6/2003, og bogen At tale med børn. Samtalen som redskab i børnesager af Haldor Øvreeide, 2004.

Familierådslagning. Familierådslagning er en beslutningsmodel, der skal forbedre familiens situation. Rådslagningen foregår på et møde, hvor barnets familie og netværk tildeles afgørende indflydelse på de beslutninger, der skal træffes. ‘Den udvidede familie’ er et begreb relateret til denne beslutningsmodel og er i den sammenhæng ensbetydende med familiens nære netværk, der omfatter slægt, venner, naboer, kolleger til forældrene, kammerater til børnene med flere.

Rådslagningen inkluderer muligheden for at inddrage barnet, herunder gøre barnet bekendt med baggrunden samt muligheden for selv at deltage. Familierådslagningen imødekommer barnets ret til at blive set og hørt i processen både før, under og efter rådslagningen.

Det er ofte familiens sagsbehandler eller andre inden for børne- og ungeområdet, der tager initiativ til familierådslagningen og træffer de nødvendige aftaler med familien. Når alle aftaler er på plads, tager en samordner over.

I såvel skandinavisk som international litteratur om familierådslagning defineres familierådslagning ved fire hjørnesten:

Den udvidede familie deltager i rådslagningen,
Den udvidede familie alene og uden medvirken fra professionelle overvejer svar på de spørgsmål, som sagsbehandleren har udarbejdet til rådslagningen og på baggrund af disse lægges planer for barnet,
Det er en fritstående og neutral samordner, der hjælper familien med at planlægge og gennemføre rådslagningen,
Familiens overvejelser munder ud i en plan for barnet, som sagsbehandleren tager stilling til. Planen skal vedtages, såfremt den ikke strider imod barnets bedste og det kommunale serviceniveau på området (Brønholt i Faureholm og Brønholt, 2005:59).

Til uddybning af det danske forsøgsprojekt med familierådslagning fra idé til gennemførelse henvises til kapitel 11 i bogen Familierådslagning, redigeret af Jytte Faureholm og Lis Lynge Brønholt, 2005.

Netværksmøder. Et møde, hvor familien, sagsbehandleren, det relevante professionelle og private netværk deltager, kan betegnes som netværksmøde (Pedersen og Frank, 2005). Formålet er en målrettet, helhedsorienteret indsats overfor og sammen med familien. En helhedsorienteret indsats forstås her således, at den enkeltes situation anskues fra flere sider og de faglige kompetencer supplerer hinanden (Socialministeriet , 2001). De professionelle er i overtal, og det forventes, at de kommer med løsningsforslag med udgangspunkt i kompetencer fra deres faglige kundskaber.

Til forskel fra familierådslagning er det primært forvaltningen der afgør, hvem der skal deltage i netværksmødet. Det er ligeledes forvaltningen, der er ansvarlig for at definere formålet med mødet og at udarbejde dagsorden . Møderne kan gennemføres i alle faser af sagsbehandlingen. Mindre møder med få personer kan være tilstrækkelige for eksempel i den første fase af et længere forløb eller til at løse et afgrænset problem.

Forældrekontrakt. Kontrakten indgås ifølge Bøgild (2004) mellem den kommunale myndighed og en eller begge forældre. Formålet er at tydeliggøre over for forældrene, at de har ansvaret for deres børn. Kontrakter med klare mål og delmål er et forpligtende redskab. Selvom forældrekontrakter praktiseres i en række kommuner er metoden stadig under udvikling. Brugen af forældrekontrakter har været genstand for en evaluering. Resultatet heraf findes på hjemmesiden for Styrelsen for Social Service .

Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen, der er forfatter til bogen Borgerens kontraktliggørelse (2003), kan det anbefales at overveje, hvorvidt borgeren bør have en bisidder i forbindelse med kontraktindgåelse . Efter de gældende regler har såvel barn som forældre adgang til at benytte en bisidder som personlig støtte under sagsbehandlingen. Udgangspunktet er, at borgeren selv afgør, om der er behov for en bisidder og hvem det i givet fald skal være. Sagsbehandleren kan imidlertid medvirke til, at der med deltagelse af en bisidder gives borgeren den nødvendige støtte. Mere om kontrakter i kapitel 10. Sagsbehandleren som myndighedsperson og bestiller af ydelser.

Hvad indebærer det at arbejde ud fra et netværksperspektiv?

Et netværksperspektiv behøver ikke indebære at man træffer hele det sociale netværk. En metodeaksel (Klefbeck mfl 1987:Nätverksarbete i multiproblemfamilier – forskningsprojekt i Botkyrka. Botkyrka kommun) illustrerer forskellige netværksindsatser med en øgende grad af intensitet når det gælder at inddrage netværket i udredninger, informationsindhentning eller behandlingsindsatsen. Jo længere til højre på aksen desto højere grad af netværksindsats hvor netværket bliver mere og mere involveret.

Figur 3.1 Forskellig intensitet i inddragelsen af netværk

Forældreprogrammer

Forældreprogrammer kan hjælpe de forældre, der har svært ved at lære børnene de nødvendige sociale spilleregler, som de skal bruge bl.a. i dagpleje, børnehave, skolen og fritid. I kataloget Forældreprogrammer. Inspirationskatalog med 18 veldokumenterede forældreprogrammer. Styrelsen for Social Service, Socialministeriet, 2006 præsenteres et bredt spektrum af forældreprogrammer, som alle har det til fælles, at deres effekt er dokumenteret. Et afgørende træk ved de beskrevne programmer er, at forældrene spiller en central rolle for løsningen af børnenes problemer. Derfor er programmernes fokus rettet mod at styrke forældrenes kompetencer og give dem selvtilliden til at tage ansvar for familiens velfærd.

Helsingør Kommune:

Systematik og inddragelse

Systematiseret inddragelse af familie, netværk , børn og unge fremmer kvaliteten af det sociale arbejde i forvaltningen. Det viser erfaringer fra Helsingør Kommune.

- Børn, deres familie og netværk er nu engang de bedste til at fortælle deres egen historie, fastslår funktionsleder Pia Nielsen, Helsingør Kommune.

- Og samtlige oplysninger – småt som stort – skal vi forstå at bruge konstruktivt.

Og hvordan sikrer man sig, at alle relevante oplysninger kommer på bordet? I Helsingør hedder løsningen blandt andet manualer. Gennem adskillige år har personalet i forvaltningen, der i dag tæller 21 sagsbehandlere, arbejdet med et manualsystem, der rummer arbejdspapirer, tjeklister og skabeloner i forbindelse med enhver tænkelig situation – også beskrivelser af, hvordan medarbejderne bedst muligt sikrer systematisk inddragelse af familie og netværk . – Det kan lyde tungt med alle de papirrutiner, men sådan oplever vi det ikke, siger Pia Nielsen.

- I stedet føler sagsbehandlerne sig på sikker grund. Ikke fordi de har en manual , men deres sunde fornuft, erfaring og gehør kombineret med et gennemprøvet system giver dem den nødvendige sikkerhed for, at hele problematikken er kendt og alle oplysninger til stede.

Arbejder med og ikke mod

- Det er vigtigt, at parterne er bekendt med det materiale og de beskrivelser, som forvaltningen ligger inde med. Derfor udleverer vi papirerne til familien, så de kan orientere sig og forberede sig. Dermed er vi klædt ens på til samtalerne.

Pia Nielsen mener, at informationerne fra børn, forældre og netværk lægger en god grund for sagsbehandlernes videre arbejde. – I mange tilfælde kommer familien selv med bud på løsningen af et problem. Samtidig betyder den meget aktive inddragelse , at de pårørende føler sig forpligtede og betydningsfulde i forhold til deres barn. Og derfor er de langt mere indstillede på et positivt samarbejde.

- Ikke sjældent oplever vi, at møderne hjælper familierne til at se anderledes på deres barn, i og med at vi ser på ressourcer frem for svagheder. Bare det er med til at gøre en forskel i sagsbehandlingen.

Konference

Inddragelsen af forældre, netværk og børn omfatter også en ny metode, en såkaldt familiekonference, som involverer samtlige relevante parter omkring et barn eller en ung. Det primære er ressourcerne hos alle involverede, problemfeltet er det sekundære. Konferencen kan vare adskillige timer, og langt de fleste involverede tager positivt imod muligheden for at blive hørt og taget med på råd.

Pia Nielsen ved, at inddragelse giver positive resultater, og hun understreger samtidig, at den også koster – blandt andet ressourcer . Derfor skal der på ledelsesplan gives både tid og rum også til supervision og dokumentation .

Hun er imidlertid sikker på, at det lønner sig i den sidste ende – også økonomisk.

Vi vidste bedst

- Vi har tidligere været tilbøjelige til at mene, at det udelukkende var sagsbehandlerne, der kendte løsningen på de problemer, barnet eller den unge havde, forklarer Pia Nielsen. – Det gav sig udtryk i en del automatik. Vi vidste bedst og kunne på den baggrund finde på at udfylde alle papirer på forhånd, så familierne ikke skulle belemres med det. De havde jo nok. Vi var måske også tilbøjelige til i den bedste mening for hurtigt at finde løsninger, som både forældre og barn ikke var involveret i. I dag ved vi, at den form for sagsbehandling ikke fører til engagement og samarbejde. Gennem samtaler, møder og konferencer opdager vi nye sider af familien, netværket og barnet, og vi kan i mange tilfælde finde frem til løsningsmuligheder, som alle er indforståede med.

Opmærksomhedspunkter i Helsingør kommune – når børn og unge skal anbringes Når børn og unge skal anbringes uden for hjemmet, er det vigtigt, at der forud for anbringelsen har været en drøftelse med familien og barnet eller den unge om:

Årsagen til anbringelsen,
Samvær i hjemmet – herunder ved helligdage, mærkedage,
Den løbende kontakt mens barnet er væk,
At samvær er baseret på aftale mellem forældre, barn, forvaltning og anbringelsessted,
Hvem barnet skal have samvær med; samværsforældre, bedsteforældre , søskende, venner,
Hvem barnet skal have besøg af på anbringelsesstedet,
Hvad forældrene skal deltage i; møder, fritidsklub, skole, lægebesøg,
At rammer for samvær tilrettelægges, så det er foreneligt med planerne hos anbringelsesstedet.

Søgeord der har fundet denne side:

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

§ 50 undersøgelse

siffir — Thu, 05 Nov 2009 00:55:54 +0000

§ 50 -undersøgelse
Når det må antages, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte, er den kommunale myndighed forpligtet til at undersøge barnets eller den unges forhold nærmere. Hensigten med undersøgelsen er at skaffe et grundlag for at vurdere, om et barn eller en ung og familie har behov for en social indsats, der kan afhjælpe problemerne og medvirke til at skabe sammenhæng og kontinuitet i barnets eller den unges liv. En § 50-undersøgelse er således fundamentet for den sociale indsats. Med anbringelsesreformen stilles der nye krav til undersøgelsens kvalitative udformning. § 50-undersøgelsen skal ikke alene fokusere på problemer, men samtidig afdække ressourcer og handlemuligheder hos barnet eller den unge og familie og netværk, der kan bidrage til at overvinde problemerne.

Søgeord der har fundet denne side:

Ingen relaterede indlæg.

Hvad skal man være opmærksom på når ens barn skal anbringes?

siffir — Sat, 24 Oct 2009 21:17:01 +0000

Her er nogen ting som man tit og ofte ikke har overskud til at sætte sig ind i når, man står overfor at skulle have sit barn/børn anbragt udenfor hjemmet, men som kan være gode at sætte sig ind i, inden barnet bliver fjernet.

Ofte bliver man heller ikke informeret om disse ting, fra forvaltningen, som “glemmer” det.

3 vigtige personer i sager om anbringelse: advokat, paragraf 54, bisidder. Dem vælger du selv!!!!!

- Skaf dig en advokat evt. fra: advokatsamfundet
Ved en frivillig anbringelse skal du selv betale.
Ved en tvangs anbringelse skal kommunen betale, men du har mulighed for selv at vælge hvilken advokat- henvend dig til en advokat der ved noget om anbringelser.

- Bed om aktindsigt, så du ved hvad du står overfor.
Offentliggørelse af materiale omkring fjernelse, inkl navne og titler
på involverede.

- Sørg for en bisidder til dig og barnet/børnene.

- Spørg hvilken form for anbringelse der er tale om. Frivillig eller tvang

- Skriv dagbog over forløbet: hvem har du snakket med, hvornår har du snakket med vedkommende, hvad er vedkommende, hvad har i talt om.
På den måde kan du altid dokumentere hvad der er sket i sagen, hvis der skulle opstå misforståelser. Optag gerne dette, så du er dobbelt sikret.

- Spørg om årsagen til anbringelsen og få dette på skrift.

- Bed om at få en paragraf 54 (en støtteperson og sørg for det er en du selv finder).

- Forsøg at være på forkant med tingene, læs sagen igennem selvom det er hårdt, få eventuelt en anden til at være ved din side når du læser det.

- Forvaltningen har pligt til at inddrage forældremyndigheds indehaveren i beslutninger vedrørende barnet/børnene, så spørg hvor meget du vil blive inddraget og få dette på skrift.

- Snak om hvordan et fremtidig samarbejde skal udarte sig i lige netop jeres sag, med sagsbehandlere, plejefamilier, psykologer, institutioner, skoler, m.v.
Hvilke forventninger har du og hvilke forventninger har forvaltningen? Få dette på skrift.

- Bed om at få gennemgået rapporter og lignende INDEN de bliver fremsendt, så der ikke opstår misforståelser.

- Stil relevante spørgsmål, her er INGEN dumme spørgsmål, det er barnets/børnenes fremtid det drejer sig om.

- Spørg hvorledes barnet/børnene, får mulighed for at bevarer kontakten til resten af barnets/børnenes familie

- Spørg; hvordan arbejder forvaltningen på, at der skal ske en hjemsendelse igen?
hvad skal der til før at barnet kommer hjem igen? (ved en anbringelse skal der altid arbejdes på en hjemsendelse, når dette er muligt).

- Når der skal laves diverse undersøgelser af eksperter, så spørg om du kan vælge en uvildig (det vil sige at det ikke er kommunens egne eksperter).

- Er der nogen i barnets netværk som kunne varetage barnet (en netværkspleje)? så spørg om det kan lade sig gøre, hvis du som forældremyndigheds indehavere ønsker dette.
Kommunen har pligt til at undersøge muligheden for en netværkspleje. Dette er IKKE ensbetydende med at de skal vælge denne løsning.
Undersøgelse viser at børn anbragt i netværkspleje, får mindre problemer senere hen i livet.

- Sørg for at få ALT på skrift!!!!

- Optag møder og samtaler du selv deltager i.
evtuelt på en telefon eller mp3 afspiller.

- Bliver du stillet overfor at træffe beslutning som er svær for dig, så bed om at få en dag til at tænke over det før du beslutter dig, kontakt eventuelt en advokat eller en anden for at hører dennes mening, før du beslutter dig.

- Spørg til hvor meget samvær vil barnet/børnene have med dig som forældremyndigheds indehaver og hvor meget samvær vil barnet have med resten af barnets familie?Aftalt skriftligt på forhånd hvordan ferier og højtider skal være, da dette ofte begrænses.

- Forskellen på en frivillig anbringelse og en tvangsanbringelse er at du som forældremyndighedsindehaver har mulighed for at få den retslig prøvet i systemet – Det betyder at sagen kommer for i:
børn og unge udvalget i kommunen,
ankestyrelsen,
byretten,
og landsretten, hvis du vælger at gå hele vejen.

- Er barnet over 15 år, har barnet ret til sin egen advokat. 1.1.2011 er aldern sat ned til 12 år.

- Der skal laves en handleplan. En handleplan er en plan for hvordan man skal arbejde på at barnet kommer hjem igen og hvor lang tid man forventer det skal tage. Der skal laves en handleplan på barnet og en på forældremyndighedsindehaveren som angiver forventet varighed.
Bed om at få indflydelse på indholdet i handleplanen. Inden du underskriver, så lad en advokat se den først.
Tal fra ankestyrelsen viser at ca. 2/3 dele af handleplaner er fyldt med fejl. -
Vær derfor opmærksom på dette!!

- Spørg til hvordan transporten skal foregå til og fra samvær og hvem der betalter. Få dette på skrift.

- Spørg til de økonomiske rettigheder ved rejsegodtgørelse og kost ved ferier eller
brugerbetaling ved f.eks. efterskoleophold m.v.

- Spørg hvor vidt forvaltningen har tænkt sig at bruge gamle oplysninger om dig eller barnet. Ofte bruges maget gamle oplysninger som så kommer til at ligge til grund for nutidige beslutninger.

- Undersøg/ bed om at få oplyst hvilken uddannelse, og erfaring/kompetancer den pågældende sagsbehandler, plejefamilie, konsulent m.v. har, så du ved hvem der varetager dit barns tarv.

Søgeord der har fundet denne side:

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk: