Eksempler på systematisk inddragelse

Kilde:

Fire eksempler på systematisk inddragelse

I det følgende beskrives fire forskellige eksempler på systematisk inddragelse af barnet, den unge , familie og netværk :

• Børnesamtalen,
• Familierådslagning,
• Netværksmøder,
• Forældrekontrakter.

Børnesamtalen. Udgangspunktet er, at den kommunale myndighed har pligt til at tilbyde alle børn og unge en samtale, inden der træffes afgørelser , som berører barnet eller den unge. Lovgivningsmæssigt er der en forventning om, at selv helt små børn skal tilbydes en samtale, før der træffes en afgørelse. Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Også for at sikre inddragelse af børn og unge med væsentlige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan det være nødvendigt at tage særlige hensyn eller anvende særlige fremgangsmåder (Vejledning om særlig støtte til børn og unge, 2006, punkt 65).

Karen-Asta Bo og Ingrid Gehl (2005) mener generelt, at det er et tilbagevendende spørgsmål, “om barnets ret til at blive hørt, vil kunne kollidere med at sikre barnet den nødvendige beskyttelse og omsorg” (2005: 91). Det er en udfordring i sagsbehandlingen at undgå, at barnet kommer i loyalitetskonflikt med familien og andre nære. Det er også en udfordring at vurdere, hvilken kvalitet samtalen bør have, således at samtalen kan foregå på en respektfuld måde. Det er væsentligt, at barnet føler sig hørt, uden at det samtidig oplever et ansvar, som det ikke kan overskue konsekvenserne af. Generelt gælder det, at en grundig forberedelse er en forudsætning for en konstruktiv samtale. Allerede i forberedelsen skal det primære formål stå helt klart.

I den sammenhæng kan sagsbehandleren være særlig opmærksom på,

• inden samtalen nøje at vurdere, om samtalen skal gennemføres alene med barnet, eller om andre bør deltage. I givet fald hvem der skønnes mest velegnet til at støtte barnet før, under og efter samtalen,
• at klargøre hvilken type samtale, der skal gennemføres. Er der tale om en undersøgende og udredende samtale, en informerende, støttende eller bearbejdende samtale,
• sammen med barnet og under hensyn til barnets modenhed at resumere børnesamtalen for at tydeliggøre, hvad der er talt om, konsekvenser, aftaler, og endelig hvem der skal informeres om hvad efterfølgende.

Selv om samtalen med barnet eller den unge kan indeholde elementer af såvel støttende som undersøgende karakter, er det vigtigt at gøre sig klart, hvor hovedvægten i samtalen ligger. Generelt gælder, at alle typer samtaler må være støttende overfor barnet eller den unge.

Mere om børnesamtalens metodiske aspekter findes i artiklen Børnesamtalen af Karen-Asta Bo og Ingrid Gehl i tidsskriftet Uden for nummer nr. 6/2003, og bogen At tale med børn. Samtalen som redskab i børnesager af Haldor Øvreeide, 2004.

Familierådslagning. Familierådslagning er en beslutningsmodel, der skal forbedre familiens situation. Rådslagningen foregår på et møde, hvor barnets familie og netværk tildeles afgørende indflydelse på de beslutninger, der skal træffes. ‘Den udvidede familie’ er et begreb relateret til denne beslutningsmodel og er i den sammenhæng ensbetydende med familiens nære netværk, der omfatter slægt, venner, naboer, kolleger til forældrene, kammerater til børnene med flere.

Rådslagningen inkluderer muligheden for at inddrage barnet, herunder gøre barnet bekendt med baggrunden samt muligheden for selv at deltage. Familierådslagningen imødekommer barnets ret til at blive set og hørt i processen både før, under og efter rådslagningen.

Det er ofte familiens sagsbehandler eller andre inden for børne- og ungeområdet, der tager initiativ til familierådslagningen og træffer de nødvendige aftaler med familien. Når alle aftaler er på plads, tager en samordner over.

I såvel skandinavisk som international litteratur om familierådslagning defineres familierådslagning ved fire hjørnesten:

1. Den udvidede familie deltager i rådslagningen,
2. Den udvidede familie alene og uden medvirken fra professionelle overvejer svar på de spørgsmål, som sagsbehandleren har udarbejdet til rådslagningen og på baggrund af disse lægges planer for barnet,
3. Det er en fritstående og neutral samordner, der hjælper familien med at planlægge og gennemføre rådslagningen,
4. Familiens overvejelser munder ud i en plan for barnet, som sagsbehandleren tager stilling til. Planen skal vedtages, såfremt den ikke strider imod barnets bedste og det kommunale serviceniveau på området (Brønholt i Faureholm og Brønholt, 2005:59).

Til uddybning af det danske forsøgsprojekt med familierådslagning fra idé til gennemførelse henvises til kapitel 11 i bogen Familierådslagning, redigeret af Jytte Faureholm og Lis Lynge Brønholt, 2005.

Netværksmøder. Et møde, hvor familien, sagsbehandleren, det relevante professionelle og private netværk deltager, kan betegnes som netværksmøde (Pedersen og Frank, 2005). Formålet er en målrettet, helhedsorienteret indsats overfor og sammen med familien. En helhedsorienteret indsats forstås her således, at den enkeltes situation anskues fra flere sider og de faglige kompetencer supplerer hinanden (Socialministeriet , 2001). De professionelle er i overtal, og det forventes, at de kommer med løsningsforslag med udgangspunkt i kompetencer fra deres faglige kundskaber.

Til forskel fra familierådslagning er det primært forvaltningen der afgør, hvem der skal deltage i netværksmødet. Det er ligeledes forvaltningen, der er ansvarlig for at definere formålet med mødet og at udarbejde dagsorden . Møderne kan gennemføres i alle faser af sagsbehandlingen. Mindre møder med få personer kan være tilstrækkelige for eksempel i den første fase af et længere forløb eller til at løse et afgrænset problem.

Forældrekontrakt. Kontrakten indgås ifølge Bøgild (2004) mellem den kommunale myndighed og en eller begge forældre. Formålet er at tydeliggøre over for forældrene, at de har ansvaret for deres børn. Kontrakter med klare mål og delmål er et forpligtende redskab. Selvom forældrekontrakter praktiseres i en række kommuner er metoden stadig under udvikling. Brugen af forældrekontrakter har været genstand for en evaluering. Resultatet heraf findes på hjemmesiden for Styrelsen for Social Service .

Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen, der er forfatter til bogen Borgerens kontraktliggørelse (2003), kan det anbefales at overveje, hvorvidt borgeren bør have en bisidder i forbindelse med kontraktindgåelse . Efter de gældende regler har såvel barn som forældre adgang til at benytte en bisidder som personlig støtte under sagsbehandlingen. Udgangspunktet er, at borgeren selv afgør, om der er behov for en bisidder og hvem det i givet fald skal være. Sagsbehandleren kan imidlertid medvirke til, at der med deltagelse af en bisidder gives borgeren den nødvendige støtte. Mere om kontrakter i kapitel 10. Sagsbehandleren som myndighedsperson og bestiller af ydelser.

Hvad indebærer det at arbejde ud fra et netværksperspektiv?

Et netværksperspektiv behøver ikke indebære at man træffer hele det sociale netværk. En metodeaksel (Klefbeck mfl 1987:Nätverksarbete i multiproblemfamilier – forskningsprojekt i Botkyrka. Botkyrka kommun) illustrerer forskellige netværksindsatser med en øgende grad af intensitet når det gælder at inddrage netværket i udredninger, informationsindhentning eller behandlingsindsatsen. Jo længere til højre på aksen desto højere grad af netværksindsats hvor netværket bliver mere og mere involveret.

Figur 3.1 Forskellig intensitet i inddragelsen af netværk

Forældreprogrammer

Forældreprogrammer kan hjælpe de forældre, der har svært ved at lære børnene de nødvendige sociale spilleregler, som de skal bruge bl.a. i dagpleje, børnehave, skolen og fritid. I kataloget Forældreprogrammer. Inspirationskatalog med 18 veldokumenterede forældreprogrammer. Styrelsen for Social Service, Socialministeriet, 2006 præsenteres et bredt spektrum af forældreprogrammer, som alle har det til fælles, at deres effekt er dokumenteret. Et afgørende træk ved de beskrevne programmer er, at forældrene spiller en central rolle for løsningen af børnenes problemer. Derfor er programmernes fokus rettet mod at styrke forældrenes kompetencer og give dem selvtilliden til at tage ansvar for familiens velfærd.