FÆRRE TVANGSFJERNELSER

Kilde:
– af Carsten Agger

Problemet med de sociale myndigheders rolle som børnenes beskytter – og den hermed forbundne indgriben i familiers liv – har to aspekter. For det første er det en kendsgerning, at der findes børn, som vokser op under ødelæggende vilkår; i medierne har der f.eks. været en del omtale af sager, hvor børn er udsat for meget grov vold (somme tider med døden til følge), seksuelt misbrug og andre overgreb, og hvor det ganske oplagt ville være bedre for barnet ikke at leve under sådanne forhold. I andre tilfælde kan familier som følge af materiel fattigdom eller andre problemer (f.eks. misbrug af alkohol eller andre stoffer) leve under forhold, der på den ene side er problematiske for såvel familiens voksne som dens børn, men hvor det på den anden side ikke er oplagt, at det ville være bedre for barnet ikke at bo hos sine forældre.

For det andet er spørgsmålet, hvordan man – i erkendelse af, at der er børn og familier, der kunne have brug for hjælp – bedst muligt hjælper de familier, der har brug for det.

Den almindelige løsning, som ofte fremhæves i medierne, er at skole, daginstitution eller naboer må foretage underretning til de sociale myndigheder, som herefter må tage affære og i yderste konsekvens redde børnene fra deres “dårlige forældre”.

Dette skridt fører imidlertid ofte ikke til en reel forbedring af familiens (og hermed børnenes) levevilkår, men derimod til, at familien indleder en karriere som sociale klienter – mennesker, hvis livsførelse problematiseres og mistænkeliggøres, og hvis problemer ofte reduceres til moralske eller menneskelige mangler hos familiens voksne. I stedet for hjælp på baggrund af en analyse af de problemer, der faktisk måtte være, gives standardiserede “hjælpeforanstaltninger”, hvis karakter af kontrol snarere bidrager til forældrenes magtesløshed end hjælper dem til bedre at løse deres og deres børns eventuelle problemer (se også artiklen “Vilkårlige tvangsfjernelser” i Faklen nr. 13).

Som påvist af Tine Egelund i hendes doktordisputats Beskyttelse af Barndommen, fokuserer sagsbehandlerne i sådanne sager også mere på familiens eventuelle afvigelse fra antagne normer for, hvordan en familie bør leve sit liv, end på børnenes reelle forhold og trivsel. I det stigende antal sager, der ender med en tvangsfjernelse, kan man altså hverken regne med, at der ligger en dybere indsigt i familiens liv, børnenes problemer eller faktiske befindende bag, idet sagsbehandlerne først og fremmest fokuserer på familiens overholdelse af sådanne normer uden hensyntagen til dens sociale, økonomiske og kulturelle forhold og integritet.

Denne holdning afspejles også i den politiske debat om emnet, som domineres af “eksperters” og politikeres bekymring over børn, som vokser op i “dårlige familier”; løsningen på problemet bliver let en simpel dæmonisering af socialt belastede forældre og et krav om at “redde” disses børn fra en tilværelse som “rossets børn”, som det for eksempel udtrykkes af formanden for Landsforeningen Børns Rettigheder i Politiken, den 6.6.97: “… der bliver flere og flere [udsatte børn]. Vi bør sikre dem ved at tilsidesætte forældrenes ejendomsret og tvangsfjerne langt flere børn.”

Ammunition til en sådan argumentation med krav om stramninger hentes ofte fra de i indledningen nævnte spektakulære enkeltsager, hvor konklusionen i medierne ofte bliver, at langt flere børn burde tvangsfjernes.

I sådanne diskussioner fremføres ofte en skelnen mellem barnets tarv og forældrenes retssikkerhed. I denne skelnen ligger implicit en antagelse af, at en prioritering af “barnets tarv” nødvendigvis vil indebære flere tvangsfjernelser – med andre ord, at flere tvangsfjernelser nødvendigvis er et gode for alle de berørte børn. Men er en underminering af “forældrenes retssikkerhed” (f.eks. ved at lempe kravene til dokumentation af, at en tvangsfjernelse er nødvendig) nødvendigvis en styrkelse af “barnets tarv”?

Og hvor reel er denne skelnen i sager, hvor der (som i de fleste anbringelsessager) ikke er tale om misbrug eller vold, men om en såkaldt “gråzoneanbringelse”, som snarere kan handle om dårlig kommunikation mellem familie og forvaltning eller om en sagsbehandlers negative vurdering af forældrene end om decideret dårlig trivsel hos barnet?

Sandheden er vel, at der i langt de fleste tilfælde ikke er nogen reel modsætning mellem barnets behov og forældrenes retssikkerhed, fordi der ikke er nogen reel modsætning mellem barnets og forældrenes interesser.

Hvis en forbedring af familiens forhold kan føre til, at en anbringelse kan undgås, vil dét i alle andre end de mest ekstreme tilfælde være det bedste for barnet. Selve anbringelsen og det hermed forbundne tab af forældre og øvrig familie repræsenterer et brud i barnets liv, som selv den mest velmenende institutionelle professionalisme eller den mest kærlige plejefamilie ikke kan opveje.

Bedre sagsbehandling og færre tvangsfjernelser
I Socialministeriets vejledning om sagsbehandlingen i sager om “truede” børn hedder det: “Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn/unge og deres familier, da der er tale om et meget følsomt område, hvor der i en sag ofte er meget personlige og private oplysninger.” I modsætning hertil opremser Tine Egelund om den faktiske sagsbehandling i sådanne sager, at journalerne ofte er “sjusket skrevet”, “selvmodsigende”, og at “det kan være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger” i journalernes oplysninger. Beslutningen om, hvem der anbringes eller ikke anbringes, kan derfor ofte blive præget af vilkårlighed, hvorfor såvel sagkundskaben som utallige familier kan berette om anbringelser, som for personer med kendskab til de pågældende familier må synes ganske uforståelige.

Et ekstremt eksempel herpå finder vi i Berlingske Tidende den 10. august 2001, hvor det omtales, hvordan søstrene Amalie og Maja blev tvangsfjernet efter (viste det sig) falske beskyldninger mod deres mor om vold mod børnene. Maja fortæller, hvordan hun blev afhentet i skolen: “En af dem fra kommunen sagde, at de troede, min mor havde forsøgt at slå mig og min søster, og at jeg skulle et sted hen, hvor min mor ikke kunne finde os. Jeg gik gennem skolens gange med en politibetjent på hver side. Alle mine kammerater stirrede på mig. Jeg blev ved med at tænke, at der måtte være sket en fejl.”

Dette eksempel viser også, hvor galt det kan gå, når et kortsigtet politisk krav om “stramninger” kombineres med forvaltninger, hvis arbejde præges af underbemanding, nedvurdering af “klienterne” og en sagsbehandling, der ofte præges af sjusk og ikke lever op til lovens krav.

Et alternativ kunne være at adskille “hjælpefunktionen” fra “kontrolfunktionen” i det sociale system, så de mennesker, der har til opgave at hjælpe og støtte familier eller børn med problemer, ikke er de samme, som har til opgave at tage stilling til anbringelse af børn i de mere ekstreme tilfælde. En anbringelse koster nemt 300.000 kr. om året. Hvor meget kunne ikke være sparet i form af tab og afsavn hos unødigt anbragte børn og af lidelse hos børn i familier, som faktisk kunne have brug for hjælp, om midler i denne størrelsesorden kunne bruges til reel, skræddersyet hjælp, givet i respekt for den enkelte families egenart – frem for til anbringelser, der er produktet af en sagsbehandling, hvis dimension af kontrol med familiens voksne fører til overdreven mistænkeliggørelse af de forældre, som i de fleste tilfælde er de bedste til at tage vare på og bekymre sig om deres børn?

Oprindelig bragt i Faklen nr. 21, 1998

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Tvangsfjernelser sker i strid med grundloven
2. Typiske kritikpunkter i anbringelsessager
3. Vilkårlig tvangsfjernelser

Ofte bliver man heller ikke informeret om disse ting, fra forvaltningen, som “glemmer” det.

3 vigtige personer i sager om anbringelse: advokat, paragraf 54, bisidder. Dem vælger du selv!!!!!

- Skaf dig en advokat evt. fra: advokatsamfundet
Ved en frivillig anbringelse skal du selv betale.
Ved en tvangs anbringelse skal kommunen betale, men du har mulighed for selv at vælge hvilken advokat- henvend dig til en advokat der ved noget om anbringelser.

- Bed om aktindsigt, så du ved hvad du står overfor.
Offentliggørelse af materiale omkring fjernelse, inkl navne og titler
på involverede.

- Sørg for en bisidder til dig og barnet/børnene.

- Spørg hvilken form for anbringelse der er tale om. Frivillig eller tvang

- Skriv dagbog over forløbet: hvem har du snakket med, hvornår har du snakket med vedkommende, hvad er vedkommende, hvad har i talt om.
På den måde kan du altid dokumentere hvad der er sket i sagen, hvis der skulle opstå misforståelser. Optag gerne dette, så du er dobbelt sikret.

– Spørg om årsagen til anbringelsen og få dette på skrift.

- Bed om at få en paragraf 54 (en støtteperson og sørg for det er en du selv finder).

- Forsøg at være på forkant med tingene, læs sagen igennem selvom det er hårdt, få eventuelt en anden til at være ved din side når du læser det.

- Forvaltningen har pligt til at inddrage forældremyndigheds indehaveren i beslutninger vedrørende barnet/børnene, så spørg hvor meget du vil blive inddraget og få dette på skrift.

- Snak om hvordan et fremtidig samarbejde skal udarte sig i lige netop jeres sag, med sagsbehandlere, plejefamilier, psykologer, institutioner, skoler, m.v.
Hvilke forventninger har du og hvilke forventninger har forvaltningen? Få dette på skrift.

- Bed om at få gennemgået rapporter og lignende INDEN de bliver fremsendt, så der ikke opstår misforståelser.

- Stil relevante spørgsmål, her er INGEN dumme spørgsmål, det er barnets/børnenes fremtid det drejer sig om.

- Spørg hvorledes barnet/børnene, får mulighed for at bevarer kontakten til resten af barnets/børnenes familie

- Spørg; hvordan arbejder forvaltningen på, at der skal ske en hjemsendelse igen?
hvad skal der til før at barnet kommer hjem igen? (ved en anbringelse skal der altid arbejdes på en hjemsendelse, når dette er muligt).

- Når der skal laves diverse undersøgelser af eksperter, så spørg om du kan vælge en uvildig (det vil sige at det ikke er kommunens egne eksperter).

- Er der nogen i barnets netværk som kunne varetage barnet (en netværkspleje)? så spørg om det kan lade sig gøre, hvis du som forældremyndigheds indehavere ønsker dette.
Kommunen har pligt til at undersøge muligheden for en netværkspleje. Dette er IKKE ensbetydende med at de skal vælge denne løsning.
Undersøgelse viser at børn anbragt i netværkspleje, får mindre problemer senere hen i livet.

- Sørg for at få ALT på skrift!!!!

- Optag møder og samtaler du selv deltager i.
evtuelt på en telefon eller mp3 afspiller.

- Bliver du stillet overfor at træffe beslutning som er svær for dig, så bed om at få en dag til at tænke over det før du beslutter dig, kontakt eventuelt en advokat eller en anden for at hører dennes mening, før du beslutter dig.

- Spørg til hvor meget samvær vil barnet/børnene have med dig som forældremyndigheds indehaver og hvor meget samvær vil barnet have med resten af barnets familie?Aftalt skriftligt på forhånd hvordan ferier og højtider skal være, da dette ofte begrænses.

- Forskellen på en frivillig anbringelse og en tvangsanbringelse er at du som forældremyndighedsindehaver har mulighed for at få den retslig prøvet i systemet – Det betyder at sagen kommer for i:
børn og unge udvalget i kommunen,
ankestyrelsen,
byretten,
og landsretten, hvis du vælger at gå hele vejen.

- Er barnet over 15 år, har barnet ret til sin egen advokat.

- Der skal laves en handleplan. En handleplan er en plan for hvordan man skal arbejde på at barnet kommer hjem igen og hvor lang tid man forventer det skal tage. Der skal laves en handleplan på barnet og en på forældremyndighedsindehaveren som angiver forventet varighed.
Bed om at få indflydelse på indholdet i handleplanen. Inden du underskriver, så lad en advokat se den først.
Tal fra ankestyrelsen viser at ca. 2/3 dele af handleplaner er fyldt med fejl. –
Vær derfor opmærksom på dette!!

- Spørg til hvordan transporten skal foregå til og fra samvær og hvem der betalter. Få dette på skrift.

- Spørg til de økonomiske rettigheder ved rejsegodtgørelse og kost ved ferier eller
brugerbetaling ved f.eks. efterskoleophold m.v.

- Spørg hvor vidt forvaltningen har tænkt sig at bruge gamle oplysninger om dig eller barnet. Ofte bruges maget gamle oplysninger som så kommer til at ligge til grund for nutidige beslutninger.

- Undersøg/ bed om at få oplyst hvilken uddannelse, og erfaring/kompetancer den pågældende sagsbehandler, plejefamilie, konsulent m.v. har, så du ved hvem der varetager dit barns tarv.

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Møder med kommunen
2. Optag møder med kommunen
3. Pjecer om rettigheder ved anbringelse
4. Typiske kritikpunkter i anbringelsessager
5. Vidste du at…

Det er ALTID tilladt at tage en bisidder med til møde.
Bliver du nægtet at tage en bisidder med til møde, skal du bede om at få det på skrift med det samme.

1: Skriv ned hvad du vil stille af spørgsmål til mødet og medbring det på et papir som du kan se på under mødet.

2: Fasthold de punkter du har skrevet ned som du vil have besvaret og gå ikke videre før det er blevet besvaret.

3: Bliver der lavet aftaler, gentag aftalen og spørg om det er korrekt opfattet, hvorefter det skal skrives ned.

4: Det er tilladt at tage en pause for at snakke med din bisidder.

5: Bliver der sagt; vi vender tilbage med det. Så spørg hvornår du får det, og hvad du gør hvis ikke aftalen bliver overholdt.

6: Hav gerne øjenkontakt med den du taler med.

7: VENT med at tage stilling til noget, før du har sovet på det. Kan du ikke tage stilling til det med det samme, så gå fra mødet og aftal at du vender tilbage dagen efter med et svar.  Evt snak med en advokat eller lignende inden du vender tilbage.

8: Sørg for at der bliver skrevet et referat af mødet som alle har godkendt, hvis det ikke kan nå at blive lavet mens man er der, skal du have det retur til godkendelse. Vær opmærksom på at der er en klar aftale om det.

9: Sørg altid for at der en dagsorden til mødet, så du er ordentlig forberedt og har gennemlæst det inden du kommer til mødet.

10: Stil krav om at du bliver indraget i alle møder vedrørende dig eller dit barn.

11: Kommer der postulater som ikke er korrekte, så bed om at få det rette med det samme og få herefter en kopi af det rigtige

Har du telefonsamtale med en sagsbehandler, skriver du efterfølgende en mail til vedkommende og bekræfter det i har snakket om i telefonen og beder sagsbehandleren bekræfte om det er korrekt opfattet.

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Hvad skal man være opmærksom på når ens barn skal anbringes?
2. Optag møder med kommunen
3. Pjecer om rettigheder ved anbringelse
4. Typiske kritikpunkter i anbringelsessager
5. Viste du at Alle børn og unge har ret til at have en bisidder med til møder med sagsbehandleren

Optag ALTID mødet. – efter du er kommet hjem, kan du lytte optagelsen igennem og skrive ned hvad der bliver sagt. Evt sende en kopi til dem du har holdt møde med.

P.S. Du skal IKKE oplyse at du optager – først når du vælger at bruge optagelsen. Dvs. lav en skjult bånd optagelse af mødet som du selv deltager i.

Reglerne for at optage:

Straffeloven § 263 stk.1 nr.3 forbyder hemmelig aflytning eller optagelse af udtalelser. Forbudet gælder kun, når der benyttes et særligt apparat til at aflytte eller optage samtaler mellem andre.

Det er ikke strafbart at optage en samtale, man selv deltager i, f.eks en telefon samtale. Det er heller ikke strafbart at lave en hemmelig optagelse fra et møde, hvis man selv er lovligt til stede eller har allieret sig med en, der er det.

Dem der ikke accepterer, lyd som dokumentation for det sagte ord, gør det for at beskytte sig selv og dem der ” leveres ” i optagelsen.

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Hvad skal man være opmærksom på når ens barn skal anbringes?
2. Møder med kommunen
3. Pjecer om rettigheder ved anbringelse
4. Typiske kritikpunkter i anbringelsessager
5. Viste du at Alle børn og unge har ret til at have en bisidder med til møder med sagsbehandleren

Mere end halvdelen af de børn, der anbringes udenfor hjemmet, får aldrig anden uddannelse end folkeskolen. Eksperter efterlyser større fokus på de anbragte børns uddannelsesplaner

Børn og unge, der anbringes udenfor hjemmet på grund af omsorgssvigt eller andre sociale problemer, klarer sig langt dårligere i skolen end andre børn og får sjældent anden uddannelse end folkeskolen. En ny undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF) viser, at kun 7 procent af de anbragte børn ender med en studentereksamen, mens tallet for alle landets unge er 32 procent. 66 procent af de anbragte børn og unge får aldrig anden uddannelse end folkeskolen.

Det markante efterslæb i uddannelse for anbragte børn skyldes ifølge forskerne ikke bare, at disse børn og unge har en turbulent og vanskelig opvækst bag sig, men også at der mangler fokus på deres uddannelse, når først de er anbragt.

– Der er stor opmærksomhed på den sociale og følelsesmæssige indsats i anbringelsessagerne. Og det må også være det første sted, man sætter ind over for et omsorgssvigtet barn. Men der er samtidig behov for hurtigt og målrettet at styrke deres skolegang, og her ser det ud til oftere at glippe. Der kan for eksempel gå lang tid – nogle gange halve år – før et barn, der er blevet anbragt, får et skoletilbud, siger programleder i AKF, Jill Mehlbye.

Hun anbefaler, at der udarbejdes en detaljeret plan for skolegangen, når et barn eller ung anbringes, og at der ved afslutningen af anbringelsen skal ligge en udførlig uddannelsesplan. Endelig skal den unge følges nøje og have særlig opmærksomhed og støtte, når han eller hun påbegynder en ungdomsuddannelse.

– Den samlede analyse viser med al tydelighed, at der er et stort behov for at sætte mere intensivt ind over for anbragte børn og unges uddannelsessituation – også efter den unge er fyldt 18 år, siger Jill Mehlbye.

Anbringelsesreformen fra 2006 understreger allerede behovet for en uddannelsesplan. Men planerne udarbejdes desværre alt for sjældent i praksis, lyder det fra lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Inge Bryderup, der forsker i anbringelser.

– Der hersker en sejlivet myte om, at anbragte børn og unge har det så svært, at de skal skånes for akademiske udfordringer. Det er ikke bare et misforstået hensyn, det kan også ødelægge deres muligheder på længere sigt. En uddannelse er deres absolut bedste mulighed for at bryde med den sociale arv og skabe sig et liv, der er anderledes end deres forældres. Derfor er det bydende nødvendigt, at uddannelse prioriteres mindst lige så højt som omsorg, når der lægges en behandlingsplan, siger hun.

Inge Bryderup understreger, at langt de fleste børn og unge sagtens kan klare at deltage i undervisning sideløbende med den sociale indsats, de også kan have brug for.

– Der er selvfølgelig undtagelser, men det er sjældent, at et barn eller ung er så dårlig, at det ikke kan deltage i undervisning. Tværtimod har netop disse børn stor glæde af skolen. De opruster deres selvtillid ved at opleve, at de lærer noget og ved at indgå i normale børne- og ungdomsaktiviteter, siger hun.

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Fakta om anbringelser
2. Anbragte børn har også ret til tøjpenge
3. Udsatte børn lever med varige lidelser
4. Anbragte børn har også ret til lommepenge
5. Kommunens pligt til at sikre at forældrene får information om barnets hverdag

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Anbragte børn får sjældent en uddannelse
2. Udsatte unge har det svært på boligmarkedet
3. Ustabile anbringelser af unge
4. Pjecer om rettigheder ved anbringelse
5. Undersøgelse viser fejl i sagsbehandling ved anbringelser af børn

Børn og forældres rettigheder

Årligt anbringes ca. 3.000 børn og unge uden for eget hjem i Danmark.

Børn og unge såvel som deres forældre har i forbindelse med beslutning om anbringelse uden for hjemmet behov for information, der kan sandsynliggøre meningen med anbringelsen for barnet og dets forældre og samtidig oplyse om rettigheder i anbringelsesforløbet. Mange af spørgsmålene, der er behov for afklaring af, opstår først efter mødet med sagsbehandleren og nogle først undervejs i anbringelsesforløbet.

Servicestyrelsen udgiver på foranledning af Indenrigs- og Socialministeriet en serie på i alt fire pjecer, “Det har du ret til”, der henvender sig til børn i alderen 0-12 år, 13-17 år, unge i alderen 18-23 år og forældre til børn, der er anbragt eller skal anbringes. Pjecen for de 18-23 årige handler om efterværn.

Formålet med pjecerne er at informere børn og unge, der anbringes udenfor hjemmet, og deres forældre om deres rettigheder i forbindelse med barnets anbringelse. Pjecerne skal bidrage til at forbedre dialogen og samarbejdet mellem børnene, de unge, forældrene og kommunen, idet pjecerne forventes at bidrage til at opnå en fælles forståelse af anbringelsens formål, indhold og vilkår.

Udgivelsen af pjecerne blev besluttet i forbindelse med anbringelsesreformen.

Pjecerne er desuden blevet udvalgt af Ligestillingsafdelingen til at bære logoet for EU’s år for lige muligheder. Pjecerne er relevante i den sammenhæng, fordi de har til formål at oplyse om rettigheder, uanset alder.

Pjecerne distribueres til sagsbehandlere med børn og unge som deres ansvarsområde samt til familieplejeforeninger og anbringelsessteder. Pjecerne kan desuden fås ved henvendelse til Servicestyrelsen samt downloades her:

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Hvad skal man være opmærksom på når ens barn skal anbringes?
2. Optag møder med kommunen
3. Typiske kritikpunkter i anbringelsessager
4. Vidste du at…
5. Indstilling til anbringelse uden for hjemmet

Det generelle egnethedskriterium er ikke altid velegnet, når der er tale om netværksanbringelser. Netværksanbringelser kan barnets kontakt og relation til familien have større betydning end
eksempelvis familiens alder og uddannelsesmæssige baggrund. Kommunen kan derfor ikke opstille generelle kriterier for godkendelse af netværksplejefamilier, men skal i hvert enkelt tilfælde foretage en vurdering af relationen mellem barnet eller den unge og den pågældende familie. Netværksanbringelser er anbringelser hos familiemedlemmer eller andre fra barnets netværk. Ordet netværksanbringelser anvendes – i stedet for slægtsanbringelser – for at understrege, at der ikke nødvendigvis skal være et biologisk bånd mellem barn og plejeforældre. Det centrale er, at der er en vis tilknytning mellem barn og plejeforældre.

Kilde: vejledningen til serviceloven pkt. 413

I kommunernes vurdering af, om der er tale om en plejefamilie, der skal godkendes som generelt egnet, eller om der er tale om en netværksplejefamilie, er det afgørende, at der lægges vægt på den personlige relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge. Hvis den personlige relation mellem familien og barnet eller den unge er afgørende for, at denne familie vælges som anbringelsessted, er der tale om en netværksanbringelse. Er der tale om anbringelse hos familiemedlemmer
som fx bedsteforældre, mostre, onkler, forældre uden del i forældremyndigheden m.v., vil det som udgangspunkt altid være en netværksanbringelse,også selv om der ikke er tale om biologisk familie, men alene social familie eller stedfamilie. I de tilfælde, hvor det eksempelvis kan være fodboldtræneren, skolelæreren eller klubpædagogen, der har en god relation til barnet eller den unge, vil vurderingen ofte bero på, hvorvidt den pågældende generelt ønsker at arbejde som plejefamilie, eller om ønsket alene vedrører det konkrete barn. Der kan godt ske godkendelse som netværksplejefamilie, selv om pågældende i princippet kunne opnå en godkendelse som generelt egnet. Hvis der derimod er tale om personer, som primært har fået tilknytningen i forbindelse med deres professionelle virke i forhold til familiens eller barnets sociale problemer, vil udgangspunktet være, at disse personer ikke skal behandles som netværksplejefamilier. Eksempelvis bliver en tidligere aflastningsfamilie, som gennem deres aflastning, dvs.
gennem deres professionelle virke, har skabt en god relation til barnet eller den unge, som gør, at det netop er den familie, der vælges som plejefamilie, som udgangspunkt ikke netværksfamilie. En familie vil godt kunne være netværksplejefamilie og almindelig plejefamilie på samme tid. Dette kan fx ske hvis familien både skal modtage et barn fra familien, fx en nevø eller en niece, men samtidig kan og vil modtage plejebørn, der ikke kommer fra familien eller netværket. I et sådant tilfælde vil den stedlige kommune skulle godkende plejefamilien som generelt egnet. Den kommune, der ønsker at anbringe fx en nevø eller en niece, vil skulle godkende familien til at være konkret egnet som netværksplejefamilie for det pågældende barn.

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Eksempler på systematisk inddragelse
2. Hvad skal man være opmærksom på når ens barn skal anbringes?
3. Pjecer om rettigheder ved anbringelse
4. Typiske kritikpunkter i anbringelsessager
5. Netværksanbringelse

Når man som forælder står over for at skal have sit barn anbragt frivilligt/tvang, så er mange fyldt op af det følelsesmæssige kaos inden i en, fordi man mister det mest dyrebare en forælder har. Nogen gange kan det være svært at forstå: hvorfor lige mig/os – er vi så dårlige forældre?

Antagelserne er baseret på kontakt med andre forældre i samme situation, som er blevet samlet sammen til en guide om hvilke ting man som forældremyndigheds indehaver, skal være opmærksom på hvis ens barn skal anbringes eller blevet anbragt.
Der skal tages forbehold for at det er bygget på antagelser om mangler og fejl. Derfor ikke er medtaget de anbringelser hvor det går godt.

Vi vil hermed prøve at beskrive den røde tråd som vi har oplevet det, fra henvendelser hele landet over. Men de typiske ting der går igen er:

- Manglende indformation om barnet og ens rettigheder

- Manglende orientering ved en tvangsanbringelse, om retten til en advokat.

- Trusler fra sagsbehandlerne; hvis ikke du gør sådan og sådan så………..

- Manglende oplysningen om du har ret til en støtteperson også kaldet § 54

- Manglende information om barnets hverdag på anbringelsesstedet’

- Dårlig eller ingen kommunikation med anbringelsesstedet og kommunen

- Kort indkaldelsestid til møder på kommunen eller manglende oplysning om               møder på kommunen/opholdstedet/skole/børnehave m.m.

- Der bliver ikke brugt uvildige personer til at vurdere børnene og forældrene

- Netværket til barnet bliver afskåret og må ikke længere have en naturlig kontakt

- Handleplaner er mangelfulde og opfylder ikke servicelovens krav. En handleplan skal udfærdiges for barnet og der skal udfærdiges en for forældrene. En handleplan skal angive formålet med anbringelsen og forventet varighed af anbringelse.

- Unge der fylder 18 år står ofte uden netværk og hjælp videre, når pengene til barnet ophører.

- Hvis man “brokker” sig overfor kommunen bliver samværet sat ned

- Gør man ikke som kommunen siger/skriver, bliver der tilskrevet i ens journal man er usamarbejdsvillig.

- Det kan være svært at få kontakt med sin sagsbehandler via telefon.

- Stiller du kritiske spørgsmål på skrift, undgår kommunen at besvarer dem

- Børnene bliver fremmedgjorte overfor forældrene

- Manglende oplysning og undersøgelse af om netværket til barnet kan komme i betragtning til at anbringe barnet i netværket i stedet for fremme plejefamilie/instution

- Løgne skrevet i journalerne, som ikke kan rettes. Det der bliver sagt er ikke det samme som der bliver skrevet

- Manglende aktindsigt

- Beslutninger bliver truffet over hovedet på forældrene med forældremyndigheden, hvorefter forældremyndigheden bliver orienteret, i stedet for inddraget

- Kommunen opfylder ikke de krav der kommer fra ankestyrelsen

- Kommunen giver modsatrettede oplysninger. f.eks: barnet kan ikke tåle uro, skal have stabilitet – hvorefter barnet skal med institution/plejefamilien på ferie til et fremmed sted.

- Forældrene SKAL overholde samværet. Kommunen kan aflyse det med få timers varsel

- Dem der holder opsyn med plejefamilie, skirver deres egen løncheck ved at skrive rapporter; barnet er så og så dårlig og skal blive anbragt resten af barndommen

- Barnet og forældrene fratages førstegangs oplevelse i f. eks. tivoli, zoo m.v. som institution/plejefamilien får i stedet

- Kommunen bruger gamle oplysninger og danner  nye konklusioner

- Lang sagsbehandling om konkrete ting

- Manglende vurdering af barnet af virkelig kompetente og uddannet fagpersonale

- Børnene får ikke en bisidder med til møder og børnesamtaler

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Hvad skal man være opmærksom på når ens barn skal anbringes?
2. Møder med kommunen
3. Optag møder med kommunen
4. Pjecer om rettigheder ved anbringelse
5. Vidste du at…

Til filmserien er udarbejdet  ”60 fokuspunkter og udsagn om netværksanbringelse”, ( 4 sider). Det er en oversigt over de erfaringer om fokuspunkter, der bringes i filmen. De er beregnet som grundlag for inspiration,refleksion og diskussion. 

FILM 1. FORANDRING I FAMILIEN ( 9 minutter)

Hvad har slægtninge brug for i den første tid efter de har taget barnet til sig ? 

FiILM 2: TRE FORDELE VED NETVÆRKSANBRINGELSE

Danske og udenlandske undersøgelser peger på en række fordele ved netværksanbringelser:

1: En relation for livet og et bedre selvværd. 

2. Mere kontinuitet og færre sammenbrud.

3.Mere forældrekontakt 

FILM 3: BARNET- UNDERSØGELSE OG BEHOV (10,5 minutter)

Selv om barnet allerede bor i plejefamilien, er en grundig undersøgelse af barnet alligevel nødvendig.

FILM 4: FAMILIE OG FORVALTNIGN (6,5 minutter)

Om familiens møde med forvaltningen og forvaltningens godkendelse af familien

Under menupunktet “Supplerende læsning” kan du downloade artikler af Ewa Näslund om  bl.a. undersøgelse af netværksfamilien forud for godkendelsen. Her finder du også  Jill Mehlbyes rapport ”Slægtsanbringelse- det bedste for barnet?”

Filmene er produceret af Viking Media . Tilrettelæggelse Sten Rehder.

Kilde:
http://www.netvaerksanbringelse.dk/Velkommen.html
Film nr 1.



Film nr 2 FEJL DEN VIRKER IKKE Vi arbejer så en løsning

Film nr 3



Film nr 4

Relaterede indlæg på Tvangsanbragt.dk:

1. Optag møder med kommunen
2. Forklaring på netværksanbringelse
3. Typiske kritikpunkter i anbringelsessager
4. Netværksanbringelse
5. Plejeforældre Fortæller 1:6 Fordele og ulemper